Cyklister udsættes for mindre forurening, når afstanden mellem cykelsti og kørebane øges – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IGN > Nyheder > Cykelstiforløb og part...

14. marts 2017

Cyklister udsættes for mindre forurening, når afstanden mellem cykelsti og kørebane øges

Miljø

Et speciale fra landskabsarkitekturstudiet på Københavns Universitet viser, at cyklisters eksponering til forurening kan mindskes ved at øge afstanden mellem cykelsti og kørebane. Desuden er fysiske barrierer mellem cykelsti og kørebane også en god idé.

Cykelstier løber ofte langs de trafikerede veje, og cyklister udsættes derfor i høj grad for udstødning fra køretøjerne. Det er særligt de ultrafine partikler (UFP), der udgør en alvorlig sundhedsrisiko. UFP har en størrelse på under 100 nm og spredes og opblandes let i et større luftvolumen efter at være sluppet ud fra biludstødningen. Partikler kan trænge ind i vores indre organer, hvor de kan udvikle blodpropper og generelt sænke levealderen. UFP-koncentrationen i luften omkring cykelstier bør derfor reduceres.

Målinger af luftkvalitet på ”Farumruten”

Specialet er udarbejdet af Christian Billund Dehlbæk på landskabsarkitekturstudiet på institut for Geovidenskab og Naturforvaltning med professor Marina Bergen Jensen som vejleder.

I specialet blev luftkvaliteten, i form af UFP-koncentration, målt på en strækning af supercykelstien ”Farumruten”, der løber langs Hillerødmotorvejen. Målingerne blev indhentet under morgenmyldretiden på en testrute, der var cirka 2,2 km lang og løber igennem et forstadsområde til København, på både den udadgående og indadgående cykelsti.

Trafikmængden varierede mellem 2.465-4.496 køretøjer pr. time, jf. Vejdirektoratets trafiktælling på Hillerødmotorvejen.

Cykelstiforløb og partikelkoncentration

Venstre side viser et tværsnit af de fem sektioner på testruten. I højre side ses fordelingen af gennemsnitsværdierne for UFP koncentrationerne, som blev målt i de fem sektioner. Her illustrerer linjerne der stikker ud fra kasserne minimums- og maksimumsværdierne (antal partikler/cm3), og kasserne illustrerer fordelingen af 25-75 % af målingerne.

Som vist i figuren blev testruten inddelt i fem forskellige sektioner efter afstand til kørebanen og forekomsten af barrierer. Den laveste UFP-koncentration blev målt i sektion 3, hvor der var stor afstand og forskellige barrieretyper mellem kørebane og cykelsti. Koncentrationen i sektion 1 var højere, hvilket stemmer overens med stiens forløb, der var tæt placeret ved kørebanen uden nogen blokerende barrierer.

Målingerne viste yderligere, at typen af barrier samt placeringen af dem ligeledes havde betydning for reduktionen af UFP. De forskellige barrieretyper som buske og jordvolde i sektion 3 var placeret tæt og bidrog til en reduktion i UFP-koncentrationen. I sektion 2 og 4 var buske og hække placeret mere sporadisk, hvilket resulterede i mere beherskede reduktioner i koncentrationen. Der tegnede sig altså en sammenhæng mellem afstand samt barrieretyperne mellem cykelsti og kørebane og koncentrationen af UFP i fire ud af de fem sektioner.