Skovplantninger i Det Grønlandske Arboret – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IGN > Om instituttet > Arboreter > Det Grønlandske Arboret > Skovplantninger

Skovplantninger

I de indre sydgrønlandske dale findes en overraskende frodig, men artsfattig vegetation, uden nåletræer; udover den krybende fjeld-ene (Juniperus communis ssp. nana). Årsagen til denne artsfattigdom skal bl.a. søges i Grønlands isolerede beliggenhed, som gør det svært for planter med tunge frø at indvandre - herunder de fleste nåletræer og bælgplanter.
Krat af blågrå pil (Salix glauca) og gedeams (Chamaenerion latifolium), Qingua dalen.
Fig.1: Krat af blågrå pil (Salix glauca) og gedeams (Chamaenerion latifolium), Qingua dalen. Foto: Jørgen Kjær Jensen, Juli 2006

Skovzonen indikeres af kratskove af fjeldbirk (Betula pubescens ssp. czerepanovii, tidligere ssp. tortuosa) (Fig.2) og af mere spredte forekomster af grønlandsk røn (Sorbus groenlandica) (Fig.3) samt bjergel (Alnus crispa).

Fjeldbirk findes på en række lokaliteter, delvis som enkeltindivider ud til kysten, mens den som veludviklet skov (sammenhængende med højder > 5 meter) med indslag af grønlandsk røn, kun findes på enkelte lokaliteter – herunder i Qingua dalen, som blev nationalpark i 1930 (Fig 1,2). I forbindelse med valg af udplantningslokaliteter er det netop krat af birk og pil, der bruges som indikator på den potentielle skovgrænse. Problemstillingen i dette er da at skille dagens vegetationsmønster som respons på klima kontra tidligere tiders menneskeskabt aktivitet. Udbredelsen af birk er tidligere kortlagt, men den er aldrig sat i relation til klimagradienten, og klimadata fra skovzonen i Sydgrønland kendes ikke.

I sommeren 2007 blev det første projekt af sin art opstartet i Syd-Grønland - projektet relaterer klimaet fra Tasermiut fjorden incl. Qingua dalen, der ligger mere eller mindre uberørt hen, mod den klimatiske gradient i Tunulliarfik fjordsystem, der er et område hvor den menneskelige aktivitet, herunder fåreavl, har været intensivt drevet siden år 1400.

Projektet vil kunne påvise om Qingua dalen klimatisk skiller sig ud eller om årsagen til den mere veludviklede birkeskov her skyldes andre faktorer. Målingerne i Qingua dalen og Tunulliarfik fjordsystem vil kunne påvise i hvor stor grad den menneskelige aktivitet er skyld i at birkeskoven ikke reetableres naturligt, og vil kunne danne grundlag for fremtidige fredningsbestemmelser samt udpege gunstige områder til brug ved fremtidige udplantningsprojekter. Projektet financieres af Aase og Jørgen Munthers Fond og spørgsmål vedr. projektet kan rettes til projektleder Rasmus Christensen (se nedenstående kontakt information).

Skov af fjeldbirk i  Qingua dalen, Nanortalik kommune.
Fig.2: Skov af fjeldbirk i  Qingua dalen, Nanortalik kommune. Foto: Rasmus Christensen, Juli 2007
Grønlandsk Røn (Sorbus groenlandica), Klosterdalen, Tasermiut fjorden.
Fig.3: Grønlandsk Røn (Sorbus groenlandica), Klosterdalen, Tasermiut fjorden. Foto: Rasmus Christensen, Juli 2007

I Grønland er den lave varmesum i vækstperioden en stærkt begrænsende faktor for trævækst. Inden vinteren starter skal væksten være afsluttet, og nye skud og knopper skal være afmodnede. Der forekommer året rundt voldsomme, tørre føhnvinde fra indlandsisen, som om vinteren medfører komplekse skader. Hvis man vil danne sig et billede af, hvor skovgrænsen ligger i Grønland, kan man se på vegetationen i sammenlignelige områder i Nordamerika. Den grønlandske røns nære slægtning, nordøstamerikansk røn (S. decora), når hverken højere eller nordligere end skovgrænsen der dannes af nåletræer. Det er således sandsynligt, at der kan gro nåletræer i de sommervarme indre fjordlandskaber i Sydvestgrønland, hvor man finder grønlandsk røn. I White Mountains, New Hampshire findes skovgrænsearterne balsamgran (Abies balsamea) og sortgran (Picea mariana) og på Labradors nordgrænse for den grønlandske røn findes sortgran (P. mariana), hvidgran (P. glauca) og "tamarack" (Larix laricina); her blev i 1993 hentet 5000 selvsåede småtræer til plantning i Grønland.

De ældste indførte, endnu eksisterende træer i Grønland er "Rosenvinges Træer": Skovfyr (Pinus sylvestris) og rødgran (Picea abies) fra Nordnorge, sået nær Narsarsuaq i 1892. I dag er der 4 skovfyr tilbage, som er ca. 5 meter høje og meget vindlidende (Fig.4).

Rosenvinges træer i efterårspragt, 4 stk skovfyr (Pinus sylvestris) fra Nordnorge på ca. 5 meters højde, sået af botanikeren Rosenvinge i 1892.
Fig.4: Rosenvinges træer i efterårspragt, 4 stk skovfyr (Pinus sylvestris) fra Nordnorge på ca. 5 meters højde, sået af botanikeren Rosenvinge i 1892. Foto: Kenneth Høegh, oktober 2000
De naturlige grønlandske krat og "Rosenvinges træer" inspirerede i 1947 Landbohøjskolen (ved C.A. Jørgensen og C. Syrach-Larsen) og Det forstlige Forsøgsvæsen (ved C.H. Bornebusch) til undersøgelser af mulighederne for at plante skov i Grønland. Siden 1953 har Upernaviarssuk Forsøgsstation, Arboretet, Statsskovenes Planteavlsstation samt det islandske skovvæsen arbejdet med at skaffe egnede skovplanter. I den første optimistiske periode op gennem 1950’erne blev der afprøvet et bredt udvalg af nordligt materiale. Med få undtagelser er det meste med tiden gået tabt bortset fra sibirisk lærk (Larix sibirica), skovfyr (Pinus sylvestris) og rødgran (Picea abies) (Fig.5) fra Nordnorge og hvidgran (Picea glauca) og hvidgran x sitkagran (P. glauca x sitchensis) fra det sydlige Alaska samt nogle få andre. De særligt kolde somre 1982-84 selekterede i det udplantede og vejledte om et snævrere arts- og proveniensvalg til de mere omfattende plantninger.
Rødgran (Picea abies) fra Nordnorge, Qanasiassat plantage, plantet 1953,
Fig.5: Rødgran (Picea abies) fra Nordnorge, Qanasiassat plantage, plantet 1953, Foto: Poul Erik Pedersen, august 2000 
Abies lasiocarpa fra 1982 i Kuussuaq skoven, Tasermiut fjorden.
Fig.6: Abies lasiocarpa fra 1982 i Kuussuaq skoven, Tasermiut fjorden. Foto: Rasmus Christensen juni 2007.

Arboretforstander Dr. Søren Ødum (1937-99) var den drivende kraft, i samarbejde med skovfoged Poul Bjerge (Upernaviarsuk forsøgsstation), for de grønlandske plantningsforsøg op gennem 1970'erne frem til slutningen af 1990'erne. Der blev fra Søren's side lagt et kolosalt arbejde i at finde det egnede plantemateriale, og mange arter og provenienser blev introduceret af Søren til de grønlandske plantager og haver. Søren Ødum startede forsøgsarbejdet i Nuuk kommune (Qooqqut), Kangerlussuaq/Sdr.Strømfjord samt startede anlæggelsen af det grønlandske Arboret i Narsarsuaq.

Den mest lovende mulighed for at skaffe bedre tilpasset materiale til det grønlandske klima har vist sig at være indsamlingsrejser, hvor der samles direkte til formålet nær trægrænsen. Afgørende for et godt resultat er tilpasning til en kort vækstsæson med ikke for tidligt udspring samt en tidlig vækstafslutning og skudmodning. Ved at hente materialet på lidt nordligere breddegrader end udplantningsstedet opnås en (af daglængden styret) lidt tidligere vækstafslutning og skudmodning. Derved mindskes risikoen for tilbagefrysninger og føhn-svidninger efter kolde somre. Prisen er, at den årlige højdetilvækst bliver noget reduceret.

Kommercielt frø fra skovgrænselokaliteter findes normalt ikke på markedet, da der er langt mellem frøår med mulighed for høst af større mængder frø af god kvalitet. På indsamlingsrejser samles frø hvor og når det er muligt, og der graves et større antal planter op til senere udplantning. Derved vindes tid i en "early test" af herkomsten og materiale til etablering af lettere tilgængelige frøavlsbevoksninger, som ved placering i et varmere klima oftere vil kunne blomstre og sætte frø.

Siden 1981 har hovedvægten ligget på at skaffe materiale direkte fra skovgrænserne. Der er blevet gennemført indsamlingsekspeditioner til følgede områder: Alaska og Yukon (1988, Søren Ødum), Den skandinaviske fjeldkæde (1990, S.Ødum/ Kenneth Høegh/ Mads Nissen,/Thomas Guldbæk), Alaska,Yukon og NWT (1991, K. Høegh/M. Nissen), bjergene i BC, Alberta, Churchill ved kysten af Hudson Bay i det nordlige Manitoba og Nordlige Quebec/Ungava Bay (1993, S.Ødum/K.Høegh/M.Nissen/Poul Bjerge), De Europæiske Alper (1998, S.Ødum/P.Bjerge), det nordvestlige Nepal/Himalaya (1999, K.Høegh) samt Det Nordlige Ural og Kamchatka/NØ-Sibirien i Rusland (2000, K.Høegh (Konsulenttjenesten for Landbrug, Grønland), Jerry Leverenz (Arboret i Hørsholm), Thor Thorfinsson (Det Islandske Skovvæsen)).

Sideløbende med indsamlingerne har man fortsat med plantning af sibirisk lærk i Narsarsuaq; fra især Archangelsk-regionen, leveret fra Island. I alt 75000 småplanter af sibirsk lærk blev plantet i det grønlandske arboret fra 1991-2002.

De mest egnede plantningslokaliteter i Grønland ligger inde i fjordene, i læ for føhnen og i områder, hvor træerne kan hjælpes i gang af krat, der forbedrer det lokale klima. Områderne skal enten være fri for får eller hegnede. Ved forsøgsstationen Upernaviarssuk, 10 km fra Julianehåb, har skovfoged Poul Bjerge oprettet en planteskole. Her blev tidligere produceret planter, men i de senere år er planterne leveret primært fra Arboretet, Island og Nordnorge eller opgravet som småplanter på skovgrænselokaliteter. Der er ved Upernaviarsuk forsøgsstation, over skovgrænsen for fjeldbirk og grønlandsk røn, en lille plantage på ca. 0,1 hektar, plantet i 1960, hvor det lavarktiske klima har udviklet krummholz-typer af primært sibirisk lærk (Larix sibirica), skovfyr (Pinus sylvestris) fra Nordnorge, hvidgran (Picea glauca) og hvidgran x sitkagran (P. glauca x sitchensis). Det er her navnlig sidstnævnte hybrid som har været i stand til at overleve som ca. 1,5 meter høje krummholz-træer, med stammediametre ved roden på op til 30 cm. I Upernaviarsuk og nærliggende Qaqortoq/Julianahåb er balsampoppel (Populus balsamifera) (Fig. 7)og alaskapil (Salix alaxensis) (Fig. 8) dog i stand til, på god jord, at udvikle sig til små træer. Disse to sidstnævnte arter har tydeligvis langt mindre krav til sommervarme end de fleste andre skovgrænsetræer.

Engelmanns gran (Picea engelmanii), contortafyr (Pinus contorta) og balsampoppel (Populus balsamifera)i Poul Bjerges have i Qaqortoq. Et ellers træløst miljø nær yderkysten i Sydgrønland.
Fig.7: Engelmanns gran (Picea engelmanii), contortafyr (Pinus contorta) og balsampoppel (Populus balsamifera)i Poul Bjerges have i Qaqortoq. Et ellers træløst miljø nær yderkysten i Sydgrønland. Foto: Rasmus Christensen, juni 2007
En alaskapil (Salix alaxensis),
Fig. 8: En alaskapil (Salix alaxensis), "Kaneq" i Erik Petersen's have, plantet 1995 - den stolte haveejer i forgrunden. Foto: Kenneth Høegh, august 2007.

Klonen, som er afbildet på ovenstående billede, kaldes "Kaneq", som er det grønlandske navn for den islandske klon "Hrima". Den er den mest træagtige af alaskapileklonerne som er afprøvet i SV-Grønland. Klonen stammer fra Copper River Delta i det sydlige Alaska. Klonen "Kaneq" er meget hårdfør, og vil udvikle sig til et lille flerstammet træ selv i det sommerkolde Nuuk, dog på sydvendte lokaliteter med god jord og i læ. Således er der et flot eksemplar ved Hans Egedes hus i Nuuk.

Ved Tasermiut Fjord findes to små plantager (Fig. 9), samlet på ca. 5,5 hektar, af krydsningen mellem sitkagran og hvidgran (P. glauca x sitchensis); den stammer fra en naturlig hybridsværm på Kenai-halvøen i Alaska. I plantningen, der er fra 1960, var hybriderne i 1987 i gennemsnit 2.5 m høje med enkelte individer på 4 m. I dag, sommeren 2007, er der op til 10 meter høje træer. Ren hvidgran (P. glauca) fra Knik River nær Anchorage indgår også i plantningen, men vokser lidt langsommere. Sibirisk lærk (Larix sibirica) er ca. 10 meter høje i dag, men bestanden er decimeret af lærkekræft.

De to plantager ved Kuussuaq, Tasermiut fjorden set fra helikopter.
Fig. 9: De to plantager ved Kuussuaq, Tasermiut fjorden set fra helikopter. Foto: Rasmus Christensen, Juni 2004
Første tømmerhugst på Grønland. Ole og Jonas fra Nanortalik kommune blev de første grønlandske skovhuggere. Kuussuaq Skoven.
Fig.10: Første tømmerhugst på Grønland. Ole og Jonas fra Nanortalik kommune blev de første grønlandske skovhuggere. Kuussuaq Skoven. Foto: Rasmus Christensen, juli 2005

I 2005 blev det første kommercielle tømmer hugget fra plantagen i Tasermiut fjorden (Fig. 10), i første omgang for at tynde bestanden og dermed øge vækstpotentialet i den tilbageværende skov, men også som et pilot projekt for at estimere lønsomheden i skovbrug i Grønland. Pælene som blev hugget er blevet anvendt som hegnspæle på Upernaviarsuk forsøgsstation. Projektet blev gennemført under ledelse af Rasmus Christensen og mandskab fra Nanortalik kommune vha. økonomisk bistand fra Augustinus Fonden og Bodil Pedersens Fond.

I nærheden af Narsarsuaq, ikke langt fra Rosenvinges træer, findes en anden lille plantage, påbegyndt 1954, med mange træarter, f.eks. rødgran (Picea abies) (Fig.5), skovfyr (Pinus sylvestris) og contortafyr (P. contorta). De sibiriske lærk (Larix sibirica) fra 1957 var i sommeren 2007 op til 11 m høje, og der er tydeligvis udviklet et skovklima, til trods for plantagens beskedne omfang på ca. 1 hektar.

I 2003 blev en kortlægning af plantagen foretaget incl. registreringer af de første selvsåninger af lærk i Grønland. Kortlægningen blev udarbejdet som et bachelorprojekt ved LIFE af Birgitte Jacobsen og Katrine H. Nielsen. (se nedenstående kontakt information)

Sibirisk lærk (Larix sibirica var. sukaczewii), plantet 1998. Det Grønlandske Arboret.
Fig.11: Sibirisk lærk (Larix sibirica var. sukaczewii), plantet 1998. Det Grønlandske Arboret. Foto: Rasmus Christensen, juli 2007
Parti fra det grønlandske Arboret i Narsarsuaq med hvidgran x sitkagran (Picea x lutzii) og Sibirisk lærk (Larix sibirica), plantet i hhv. 1988 og 1986.
Parti fra det grønlandske Arboret i Narsarsuaq med hvidgran x sitkagran (Picea x lutzii) og Sibirisk lærk (Larix sibirica), plantet i hhv. 1988 og 1986. Foto: Kenneth Høegh, juni 2000
Indenfor ca. 200 ha findes her stort set alle subarktiske og nordligt subalpine skovgrænse-dannende træarter repræsenteret, adskillige af dem med et stort antal geografiske racer (provenienser). Mest omfattende er samlingerne af hvidgran (Picea glauca), en nordvestlig varietet af sibirisk lærk (Larix sibirica var. sukaczewii), klippe-ædelgran (Abies lasiocarpa) (Fig. 6), indlandsformen af contortafyr (Pinus contorta var. latifolia).
Contortafyr (Pinus contorta), proveniens: Haines, Alaska, USA, plantet 1984. Kuussuaq Skoven.
Fig.13: Contortafyr (Pinus contorta), proveniens: Haines, Alaska, USA, plantet 1984. Kuussuaq Skoven. Foto: Rasmus Christensen, juni 2004
Engelmannsgran (Picea engelmannii), (Fig.14) samt nordiske skovgrænseprovenienser af rødgran (Picea abies) og skovfyr (Pinus sylvestris) og forskellige løvtræer (Fig.15). Af mere sjældne arter kan nævnes alpin lærk (Larix lyallii), Larix lyallii x occidentalis, Himalaya birk (Betula utilis), Himalaya røn (Sorbus microphylla) og Storbladet elm (Ulmus glabra) (Fig. 16).
Fig.13: Contortafyr (Pinus contorta), proveniens: Haines, Alaska, USA, plantet 1984. Kuussuaq Skoven. Foto: Rasmus Christensen, juni 2004
Fig.14: Engelmannsgran (Picea engelmannii) i Narsarsuaq, proveniens: Rio Grande del Norte, Colorado, USA, plantet 1991, Foto: Rasmus Christensen, juni 2007
El (Alnus fruticosa) plantet 1997. Det Grønlandske Arboret.
Fig.15: El (Alnus fruticosa) plantet 1997. Det Grønlandske Arboret.  Foto: Rasmus Christensen, Juli 2007

Længere nordpå er der udført forsøgsplantning i Ivigtut, i Amaralik-fjorden, i Qorqut i Godthåbsfjorden og ved Sdr. Strømfjord.

Tidsperspektivet ved forsøg med skov i Grønland har indtil nu vist sig at være på højde med det man ser i andre cirkumpolare områder. I Lapland tager det fyr og gran et par hundrede år at blive ca. 15 m høje og 40 cm i stammetværsnit. I Grønland har forsøgene hidtil vist at væksten i visse områder kan konkurrere med dette og større skovtilplantninger projekteres i de kommende år - først og fremmest i regionen mellem Narsarsuaq og Tasermiut Fjord.

Storbladet elm (Ulmus glabra) i Iscentralens have i Narsarsuaq.
Fig.16: Storbladet elm (Ulmus glabra) i Iscentralens have i Narsarsuaq. Foto: Rasmus Christensen, Juni 2007

I nordligere fjordlandskaber langs Godthåbsfjord vil træer, om ikke andet, kunne blive en oplevelse, mens forsøgene i Sdr. Strømfjord nok især tjener som et videnskabeligt eksperiment med henblik på konstatering af den potentielle nordlige skovgrænse. Med deres marginale position vil de grønlandske "plantager" være velegnede som registranter af naturlige og menneskeskabte klimaændringer.