Næringsstoffer og pH
Næringsoptagelse er koblet til vandoptagelsen gennem rødderne, og mængden af tilgængeligt vand er af afgørende betydning for planterne næringsoptag. Vandet i jorden kan foruden de faste bestanddele, også opløse luftens kvælstof. Indholdet af opløst oxygen har desuden betydning for planterødderne og for de organismer der lever i jorden. På baggrund af en jordbundsanalyse kan næringsniveauer for udvalgte stoffer bestemmes. Sammen med viden om jordens tekstur kan der laves en gødningsplan, herunder plan for justering af jordens pH-værdi.
Planterne er i forskellig grad afhængig af en mængde forskellige næringsstoffer. Mangler et af disse, trives planten ikke optimalt. Planten til venstre vokser mangler ingen næringsstoffer, mens de følgende mangler hhv. Kvælstof, fosfor, kalium, kalcium og jern ( Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, 1945).
Makronæringsstofferne C (kulstof), O (ilt), N (kvælstof), P (fosfor), S (svovl), K (Kalium) har planternes brug for i store mængder, mens andre næringsstoffer (mikronæringsstoffer) er nødvendige i mindre mængder. Det er typisk Ca, Mg, K, Fe, Mn, CU, Zn, B, Cl, Mo m.fl.
Der er stor forskel på planternes behov for de enkelte næringsstoffer, ligesom tilgængeligheden af næringstofferne for planterne er afhængig af forskellige forhold, hvoraf de væsentligste er pH-værdien (reaktionstallet), kationkapaciteten (CEC) og luftskiftet (redox-potentialet) - se Jorden som biologiske processer.
Tilgængeligheden af de enkelte næringsstoffer er afhængig af jordens reaktionstal (pH-værdi), primært pga. påvirkning af mikroflora og jordbundsfaunaens sammensætning og aktivitet, som derved påvirker mineraliseringsprocessen. Desuden kan pH påvirke opløseligheden af en række mineraler. Figuren herunder viser sammenhæng mellem udvalgte næringsstoffers tilgængelighed og pH. De fleste planter har deres pH-optimum mellem 5,5 og 7,5, men der er store variationer. (anonym, 1975, gengivet i Larsen & Lerstrup, 1989)
For al jord sker der gradvist en forsuring af jorden. Det skyldes den biologiske omsætning i jorden, med deraf følgende dannelse af CO2. Herved kan koncentrationen blive mange gange større end i atmosfærisk luft. CO2 sammen med vand danner kulsyre som forudsager en udvaskning af baser fra jordbunden. Sammen med produktion af humus, samt de svovl- og kvælstofforbindelser, som tilføres jordbunden pga. luftforurening, sker der en gradvis forsuring pga. udvaskning af baser fra jordbunden. Jorde med højt indhold af ler forsures langsommere end sandjorde.
Jordes reaktionstal påvirkes nemmest i opadgående retning ved tilførelse af jordbrugskalk (CaCO3). Foruden kendskab til jordens pH-værdi, kræver det en viden om jordens humus- og lerindhold, samt arten af lermineraler at bestemme mængden af jordbrugskalk som jorden bør tilføres. Ønskes jorden mere sur kan dette ske ved tilførelse af kvælstof, men det er omstændeligt pga. de store mængder der skal tilføres.
CEC (kationkapaciteten) giver en indikation om hvor stort et potentiale den pågældende jord har til at fastholde plantenæringsstoffer imod udvaskning, samtidigt med at disse er umiddelbart tilgængelige for optagelse i planterne. De fleste ler- og humusjorde har relativt høje CEC-værdier.
En af de seneste års bedste sammenfattende artikler om jordbundsanalysen og det at lave en gødningsplan er forfattet af Søren Holgersen, Grønt Miljø 2/94.
Kilder:
Petersen, P.M. & Vestergaard, P (2006): Vegetationsøkologi. Gyldendal, Nordisk Forlag, København.
Holgersen S (1994): Jordbundsanalyse og gødningsplan. En væsentlig men tilsidesat del af vores fag i genfortælling. Grønt Miljø 2/94.
Jensen, H. E. & S. E. Jensen (1991): Fysisk Edafologi, Kulturteknik 1 DSR Forlag, Den Kgl. Veriterinær- og Landbohøjskole, København.
Larsen M. & Lerstrup I. (1989): Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål. Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet.
Pedersen A. (red.), 1945: Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, I. bind, G. E. C. GADs forlag, København
Petersen, L (1994): Grundtræk af Jordbundslæren. DSR Forlag,4. reviderede og udvidede udgave. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Kemisk Institut, København 1994