Faktaside: Udviklingsplaner for kirkegårde • www.kirkegaardsudvikling.dk • Januar 2016
Udviklingsplan med respekt for kirkegårdskulturen
Kirkegårdene udgør en helt enestående kulturarv. Udviklingsplanen skal derfor balancere mellem på den ene side at bevare kulturværdierne og på den anden side at tilpasse kirkegården til aktuelle og fremtidige behov.
Tydelige og mindre tydelige spor
De fleste kirkegårde har tydelige spor af tidligere tiders begravelsesskikke og fortællinger om sognet og dets udvikling. Foruden gravminder kan elementer som f.eks. alléer, randtræer, diger og mure, beplantning, terrænforhold, sammenhænge i landskabet og karakteristiske gravstedstrukturer være bevaringsværdige. Nogle gange er disse historiske elementer i forfald eller ikke længere synlige, men deres eksistens kan blotlægges gennem en historisk undersøgelse.
Bidrager til historisk forståelse
Det er vigtigt, at udviklingsplanen tager vare på kirkegårdens kulturhistoriske værdier, fordi de – ligesom kirkebygningen – bidrager til en historisk forståelse. Kirkegårdens fortælleværdi som vidnesbyrd om levede liv kan næppe undervurderes. Den beretter om skikke, befolkningsstrukturer, arkitektur, religion, politik, sogn, egn og magtstrukturer for blot at nævne nogle eksempler. Bevaringsværdiernes konkrete fysiske udtryk er derfor vigtige for, at kirkegårdene til stadighed er vedkommende, interessante og levende anlæg for de besøgende. Dertil kommer, at mange af de bevaringsværdige elementer også er æstetisk og arkitektonisk værdifulde.
En undersøgelse som grundlag
Arbejdet med de kulturhistoriske værdier må tage afsæt i en undersøgelse, der synliggør de historiske og kulturhistoriske spor. Vidnesbyrd kan findes blandt historiske kort, fotos og optegnelser lokalt i sognet eller provstiet, på det lokalhistoriske museum, i bogværket Danmarks Kirker og via Geodatastyrelsens arkiv med udskiftningskort, matrikelkort o.l. En landskabsarkitektonisk analyse, f.eks. af terrænforhold og landskabelige sammenhænge, generel viden om og forståelse af den aktuelle kirkegårdstypes historie samt mundtlige beretninger kan også give input. Den kulturhistoriske undersøgelse bør sammenfatte forhold som kirkegårdens interne struktur og elementer, dens hegning og dens relation til landskabet. Den peger afslutningsvis på træk, der skal bevares, genskabes, udvikles eller nyfortolkes.
Samspil mellem fortid og nutid
De ældre kirkegårde har historisk set gennemgået mange ændringer og udviklet sig i takt med det omgivende samfund og må også fremadrettet tilpasses den aktuelle tid. I arbejdet med udviklingsplanen må man overveje, hvilke fortællinger fra tidligere tider det fremover skal være mulige at opleve i kirkegårdsanlægget. Ændringer af det bestående og nye elementer og nye anlæg må indpasses under nøje hensyntagen til og i samspil med kulturværdierne.
Jan Støvring, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Mette Fauerskov, kirkegårdskonsulent, Møller & Fauerskov Landskabsarkitekter