Målet med planen er at beskrive den mest naturoptimale græsningsdrift i Tofte Skov på baggrund af en evaluering af effekten af den nuværende græsning i forhold til de målsætninger, der gælder for området.
Tofte Skov har i kraft af den lange driftskontinuitet med græsning, hvor vildt har afløst husdyrene, kombineret med en ekstensiv skovdrift, en meget stor artsrigdom af planter og dyr. Størstedelen af natur- arealerne er i en god naturtilstand, dog er dele af våd- og fugtigbundsarealerne under tilgroning med grove græsser og halvgræsser mv., der udkonkurrerer og dermed hæmmer en mere artsrig plantevækst. Overdrev, hede, enebærkrat og klitlavninger er ligeledes i moderat tilstand på grund af ringe artsindhold og/eller tilgroning med vedplanter, primært bestående af sitka-gran. Løvskovene er i god naturtilstand, men for egeskoven gælder, at der med den nuværende græsning ikke sker en selvforyngelse af eg, der bides hårdt. Egeskoven kan derfor være truet på langt sigt.
LiDAR analyser viser, at der fra 2007 til 2014 er sket en øget tilgroning med træer og buske på højmoseranden og på en del af de ca. 200 ha store arealer, hvor der siden 2005 er afdrevet eller stormfældet sitka-gran og andet nåletræ, samt på andre af de åbne naturområder. Bjerg-rørhvene etablerer sig hurtigt på afdriftsarealerne efter sitka-gran og har en gennemsnitlig relativ hyppighed på over 90 % i undersøgelsesfelterne 5 år efter afdrift, hvorefter den i nogen grad afløses af blåtop. Tilsammen har de en gennemsnitlig relativ hyppighed på næsten 100 % i felterne fra 7 år efter afdrift. Der sker generelt en tilgroning med grove græsser. Således er der i alt kortlagt 855 ha domineret af grove græsser m.fl., der, selv om de har en høj biomasse produktion, indgår i begrænset omfang i dyrenes fødevalg. Potentielt kan konkurrenceforholdet i de rørhvene- og blåtop- dominerede samfund ændres og udvikles mod samfund med en større andel af bløde græsser og andre mere næringsrige og attraktive planter. Sker dette, vil arealerne også i højere grad blive udnyttet af de græssende dyr, hvilket forventeligt vil have direkte og indirekte positive påvirkninger på artsdiversiteten.
Der er en gradient fra et meget lavt græsningstryk på højmosen og på vådbundsarealer tilgroet med grove græsser til et meget højt græsningstryk på arealer med lav græsvegetation og på dele af lyngheden. I skovene er der tilsvarende en gradient i græsningstrykket fra et meget lavt tryk i tætte nåleplantager til et middel til højt tryk i løvskovene.
Dyrenes foretrukne græsningsarealer er arealer domineret af bløde græsser m.fl., der samlet set kun har et areal på 128 ha, og som har stort sammenfald med de arealer, der slås. Hedelyng kan være en vigtig del af hjortenes vinterføde, men den er græsset så tæt, at der ikke er meget føde at hente på de i alt 33 ha domineret af hedelyng (lyngen på højmosen er ikke medregnet). Skovene bidrager med løvfoder, frø og frugter, hvor især olden udgør et vigtigt foderemne for vildsvin, men også for rådyr og krondyr. Løvfoder er et vigtigt foderemne for krondyr om sommeren med eg og alm. røn blandt de mest foretrukne, men blade af alle løvtræer ædes, rød-el dog kun i meget begrænset omfang. Bladene har generelt et ret højt indhold af råprotein, makromineraler og andre næringsstoffer i sommerhalvåret og det samlede energiindhold i løvfoderet er højt i forhold til bundvegetationen.
Mængden af vintergrønne planter som f.eks. bølget bunke, mose-bunke, fåre-svingel, hedelyng, kristtjørn m.fl., beholder et rimeligt næringsindhold hen over vinteren og har stor betydning for hvor mange dyr området kan bære. Rumlig kortlægning af grøn frisk biomasse i marts/april 2016 viste, at der var en meget lav mængde grøn biomasse, beregnet til et gennemsnit på 20,2 g/m2 med sd på ± 17,5, på arealerne med bløde græsser, mens den var endnu lavere eller 0 på arealerne med grove græsser, der næsten alle visner om vinteren.
Analyse af råprotein og makromineraler i en række plantearter, der ædes i vinterhalvåret, viser, at indholdet af mineraler, specielt magnesium men også fosfor, er langt under dyrenes behov. Dyrene kan hente nogle af makromineralerne fra knopper og bark fra træer, men vil derudover have behov for mineral-tilskud med højt magnesium indhold.
Den samlede årsproduktion af foderressourcer, der kan hentes i Tofte Skov, er beregnet til ca. 380.000 FE, hvilket er en smule lavere end det beregnede foderbehov for den nuværende bestand af dyr på ca. 400.000 FE. Da beregningen er til den forsigtige side, og da usikkerheden er stor, er vurderingen, at der normalt vil være tilstrækkeligt med føde uden tilskudsfodring de år, hvor der er en stor produktion af olden.
Ved at tilføre græsningsdyr, der i højere grad lever af græs, og som æder højere og mere grov plantevækst end krondyr, kan konkurrenceforholdet mellem plantearterne skubbes, så andelen af plantevækst, der vedligeholdes i frisk og næringsrig tilstand en stor del af året, øges. Hermed kan den samlede bæreevne også øges og helt eller delvis kompensere for ophør af tilskudsfodring. Etablering af flerartsgræsning, hvor der indgår en andel af udprægede græssere, vil betyde, at en større del af græsningen foregår på de åbne, græsdominerede arealer. Græsningstrykket i skovene skønnes at forblive uændret eller reduceret, afhængigt af det samlede græsningstryk og sammensætningen af græsningsdyr både som følge af forskelle i fødepræferencer og som følge af forskelle i græsningsmåder. Generelt gælder, at jo større dyrene er des mere grov kost kan de omsætte. Hårdføre racer af kvæg og heste samt europæisk bison er eksempler på ”grovædere”, der æder en del af den grove plantevækst, som vrages af krondyr, og som vil kunne ændre fordelingen af græsningstrykket i Tofte Skov.
Det foreslås, at der indsættes en flok græssere til supplement af de nuværende dyr i en udvidet flerartsgræsning, men at det samlede græsningstryk holdes på ca. det nuværende niveau, som vurderes at være passende i forhold til den tilgængelige fodermængde, men er utilstrækkeligt i forhold til at hæmme tilgroning med grove græsser. Europæisk bison vil være det mest oplagte valg, fordi de er de mest vilde dyr, og ikke domesticerede dyr under udvikling mod vilddyr, og fordi en udsætning af bison i Tofte Skov vil være et væsentligt bidrag til artens overlevelse på langt sigt.