De danske efterkrigstids boligbebyggelser udgjorde en hjørnesten i realiseringen af velfærdsvisionen og den overordnede by- og landskabsplanlægning i efterkrigstiden. Den nye by var en horisontal by og – som det er min primære ambition at vise – en grøn og landskabelig by. Landskabet kom i Danmark til at spille en fremtrædende rolle, og det blev synonymt med det gode liv, men rummede også en række moralske imperativer. Artiklen handler om, hvordan fællesskaber og fællesskabsfølelser kom til udtryk i de danske ’velfærdslandskaber’.