Elmesyge

Elmesyge er et eksempel på et samarbejde (symbiose) mellem en svamp og et insekt. Den er også et klassisk eksempel på de katastrofale følger, det kan få, når mennesker spreder plantepatogene svampe fra et kontinent til et andet.

Elmesygens hærgen i Danmark har givet store tab for landskabet og bymiljøet. Dette omfatter de æstetiske konsekvenser ved, at store træer forsvinder, og der ikke umiddelbart er andre træarter, som kan erstatte elmen. For mange kommuner har der også været en stor og økonomisk tung opgave i at fælde og bortskaffe de mange syge træer.

Læs om:

Elmesygens historie

Elmesyge stammer oprindeligt fra Asien og blev første gang observeret i Holland omkring 1919. Heraf kommer det engelske navn Dutch Elm Disease (forkortet DED), som kan være nyttig, hvis man søger oplysninger om sygdommen på internettet. Tre år efter de første tilfælde blev svampen Ophiostoma ulmi påvist som årsagen til sygdommen.

I Europa mødte svampen elmebarkbillerne og fik dermed den perfekte vektor. Sygdommen bredte sig hurtigt, og mange elme døde. Svampen blev spredt til det nordamerikanske kontinent med inficerede elmekævler. De amerikanske elmearter var endnu mere modtagelige end de europæiske. Det store tab af elme var et hårdt slag for landskabet og byerne.

Imidlertid overlevede mange elme i Europa, og omkring 1960 bedømte en engelsk patolog skaden og den fremtidige fare til at være mindre end frygtet, medmindre sygdommen ”ganske ændrer sin opførsel”. Dette skulle vise sig som en korrekt profeti. Allerede i slutningen af 1960’erne blussede sygdommen op igen omkring sydengelske havne, som havde importere inficerede elmekævler fra USA. Det blev hurtig konstateret, at der var tale om en ny aggressiv smitterace, der også blev fundet i Europa. Disse racer blev betegnet hhv. NAN (nordamerikansk) og EAN (europæisk-asiatisk) efter deres findested.

Efterfølgende har forskningen vist, at der er tale om en ny art af svampen, Ophiostoma novo-ulmi, som var blevet introduceret fra Asien på et senere tidspunkt. Formentlig fordi man ikke havde tænkt på at forbyde import af elmekævler fra elmesygens oprindelsessted, da man jo allerede havde fået sygdommen ind. Den nye elmesygesvamp har helt udkonkurreret den oprindelig art. O. novo-ulmi er den svamp, som har hærget de danske elme siden 1980’erne. Storbladet elm (Ulmus glabra), småbladet elm (U. carpinifolia) og skærmelm (U. laevis) er alle modtagelige for elmesyge.

Udbredelse i Danmark

Elmesyge blev første gang observeret i Danmark som et enkelt angreb i 1955. Dengang lykkedes det at fjerne sygdommen ved fældning af de angrebne træer. Siden midten af 1970’erne var man opmærksom på faren for, at den nye aggressive art kom til Danmark.

I 1978 blev elmesygen så igen konstateret, og en bekæmpelsesstrategi blev fastlagt med udgangspunkt i sanering. Indtil slutningen af 1980’erne syntes strategien at holde elmesygen nede. Dog kunne man i 1985 konstatere en mærkbar stigning i udbredelsen, kraftigst i Østjylland, Nordsjælland og København.

I løbet af 1990’erne spredte elmesygen sig med stor hast, og bekæmpelsen blev i mange tilfælde uoverkommelig. F.eks. fulgte DSB indtil 1989 anbefalingerne om fældning og bortskaffelse af elmesyge træer. Herefter bredte sygdommen sig så hurtigt langs banestrækningerne, at de døde træer kun blev fjernet, hvis de var til fare eller som led i den rutinemæssige pleje af arealerne.

Københavns Kommune er et andet eksempel på sygdommens acceleration. I perioden 1985-88 havde man ca. 50 angrebne træer om året. I 1989-92 var tallet oppe på ca. 200 træer og i 1993 nåede man 750. Med 2000 syge træer i 1994 nåede elmesygen et niveau, hvor det blev umuligt at følge med og bortskaffe alle syge træer. Efter år 2000 var de fleste elme forsvundet fra København.

Spredning af elmesyge

I de fleste tilfælde er det elmebarkbiller, der spreder elmesygen, dvs. fungerer som vektorer. Billerne yngler under barken på alle former for svækkede og nyligt døde elmetræer, inklusiv træer med elmesyge. Når den nye generation af voksne biller om foråret flyver ud fra et elmesygt træ, medbringer de svampesporer på munddele og ben. Billerne laver et gnav i grenkløfter af fingertykke skud på sunde elme for at skaffe sig næring til parring og æglægning. Herved overføres svampens sporer til såret, hvor de spirer og trænger ind i de yderste vedkar.

I vedkarrene vokser svampens mycelium og danner nye sporer, som bagefter deler sig gæragtigt. Den videre spredning sker ved transport med vandstrømme i karrene, samt myceliets vækst på tværs mellem kar. Svampen kan sprede sig fra træ til træ via rodsystemerne. Dette går specielt hurtigt, hvis træerne er nært beslægtede, f.eks. kloner af elmetræer i en allé.

Desværre spreder mennesker stadig sygdommen ved at transportere svampeinficerede træstykker, som også kan indeholde biller. Mange danske småøer, som ellers ligger for isoleret til, at elmebarkbiller kan flyve dertil, er blevet smittet ved, at ubetænksomme mennesker har taget elmebrænde med i sommerhus.

Symptomer

Elmesygen viser sig ved, at blade og skud i den øvre krone visner. Bladene krøller sig sammen og bliver grågrønne eller brune. De visne blade bliver siddende nogle uger, men falder efterhånden af. De syge skudakser tørrer ind og bøjer, så de ligner bispestave. Efterhånden dør stadig støre dele af grensystemerne. Sygdommen kan begynde i enkelte grensystemer, svarende til overførsel med biller, eller i hele kronen på en gang.

På et tværsnit af en gren med visnesymptomer kan man (evt. med lup) se mørke pletter i vårveddet i den eller de yderste årringe. Pletterne kan flyde sammen og minde om brune ringe. Misfarvningen ses også som striber eller flammer under grenenes bark om sommeren. Under barken på stammer og større grene ses elmebarkbillernes gangsystemer.

Principielt kan andre sygdomme også give anledning til visnesymptomer og misfarvning. For at være helt sikker på, at der er tale om elmesyge, skal man derfor isolere svampen på et kunstigt næringssubstrat i laboratoriet. Men som regel vil der ikke være tvivl, når et elmetræ dør af elmesyge.

Dødsårsag

Blade, grene og kronen dør som en konsekvens af træets reaktioner på svampens tilstedeværelse i vedkarrene. Svampen udskiller et toksin (giftstof), som får blade til at visne. Mere væsentligt er dog træets forsøg på at afgrænse smitten ved at danne tyller og gummiagtige stoffer i karrene. Denne proces standser svampens udbredelse, men lukker også for vandforsyningen.

Hvis reaktionen er hurtig, kan træet nøjes med at miste en del af kronen. Dette var karakteristisk for de træer, som viste sig modstandsdygtige overfor den oprindelige art af elmesyge. Desværre er elmetræernes reaktion for langsom overfor den nye, aggressive art af svampen.

Det er vigtigt at huske, at alle elme uanset alder og størrelse kan smittes med elmesyge. Men kun elme, som har bark af en vis tykkelse, kan bruges af elmebarkbillerne til æglægning. Man hører ofte den påstand at unge elme ikke bliver syge, fordi de er for små til at billerne kan lægge æg i dem. Men det er ikke æglægning, som overfører elmesyge men derimod ernæringsgnav, der kan foregå på både små og store elmetræer.

Elmebarkbiller

Danmark har fire arter af elmebarkbiller, der alle kan overføre elmesyge. Den mest udbredte er lille elmebarkbille (Scolytus laevis), der er 3-4,5 mm stor og findes i hele landet. Mangestribet elembarkbille (S. multistriatus) er overvejende fundet i landets sydlige dele, mens stor elmebarkbille (to arter: S. scolytus og S. triarmatus) fortrinsvis havde en østlig udbredelse. Efter år 2000 har stor elmebarkbille dog bredt sig nordpå i Jylland, og elmesygenblev mere udbredt i Nordjylland omkring 2013.

Elmebarkbiller lægger æg under barken på svækkede elme, og de nyklækkede larver gnaver gange i barken. Billerne overvintrer som larver og forpupper sig i maj-juni. Nå temperaturen kommer op på 15ºC, begynder klækningen af pupperne. Billerne flyver først ud, nå lufttemperaturen kommer over 21-22ºC. Ringe vindhastighed og tørvejr giver de bedste spredningsmuligheder.

Lille elmebarkbille har som regel kun én generation om året, mens stor elmebarkbille i mange tilfælde har to. Antallet af generationer og flyveperiodens længde afhænger af vejrforholdene. I varme somre har man konstateret to generationer af stor elmebarkbille. Larver af begge arter kan overleve temperaturer på ned til -30ºC, fordi deres kropsvæske indeholder glycerol. Der skal med andre ord en usædvanlig kold vinter til at gøre det af med larverne.

Bekæmpelse

Plantesundhedsmyndighedernes anbefalinger om forsvarlig bortskaffelse af elmesyge træer har til hensigt at udrydde smittekilder og begrænse spredning. En egentlig udryddelse af elmesyge i Danmark blev fra starten anset som umuligt, og det blev også besluttet, at bekæmpelse af elmesyge ikke skulle være påbudt ved lov. Midlet blev i stedet oplysningskampagner og udgivelse af foldere med de vedtagne anbefalinger.

Beskæring
Hvis angrebet starter i enkelte grensystemer, kan en øjeblikkelig beskæring måske redde træet. Så snart et begyndende angreb konsta­teres, udføres grundig bortskæring af samtlige angrebne grene. Grenene skal afskæres mindst 1½ meter under synligt angrebne partier, dvs. steder med visne blade eller misfarvet ved. Beskæringsværktøjet bør desinficeres med husholdningssprit, specielt hvis man har klippet i misfarvede grendele. Det må understreges, at beskæring skal udføres omhyggeligt, og indenfor 1-2 dage efter at de første symptomer bliver synlige. Ellers er det omsonst, og fældning bliver alligevel nødvendigt.

Fældning
Syge træer skal fældes og fjernes inden 1. maj, dvs. i god tid inden billerne begynder at flyve. I varme somre bør man dog fjerne angrebne træer straks, idet stor elmebarkbille kan have flere generationer og dermed overføre smitte i sensommeren. Stubben fjernes, f.eks. ved stubfræsning, eller afbarkes til 20 cm under jorden, sådan at billerne ikke kan yngle.

Elmesygen smitter gennem rodsystemer, så stub og rødder bør fjernes, hvis der er sunde elmetræer tilbage. Alternativt kan man grave en 1 m dyb rende mellem syge og sunde træer, så alle rodforbindelser bliver skåret over. Hvis der er tale om en allé, hvor angrebet er startet i den ene ende, bør man tage det første sundt udseende træ med. Dette sikrer, at smitten ikke allerede er blevet overført via rødderne.

Fra 1. maj til 1. september bør man ikke transportere sygt elmetræ, fordi biller i træet kan flyve ud og dermed sprede smitten til nye områder. En undtagelse er de syge, men stadigt levende træer, som fældes om sommeren. Disse træer bør bortskaffes som angivet nedenfor.

Behandling med svampemidler
Denne type bekæmpelse kaldes somme tider vaccinering, selvom det er en kemisk bekæmpelse med et svampemiddel. For øjeblikket er ingen midler godkendt til behandling af elme i Danmark. Det tidligere tilladte middel Alamo (aktivstof propiconazol) sælges ikke længere, og erfaringerne i Danmark var i øvrigt ikke ret gode. Interessen for en bekæmpelsesmulighed ud over sanering er dog stadig til stede.

Nogle firmaer søger at udnytte dette, og især på internettet ses af og til lovprisninger af forskellige behandlinger mod elmesyge. Ingen af de omtalte midler er p.t. godkendte i Danmark og dermed lovlige til bekæmpelse af elmesyge. De kan dog være godkendt til andet brug, f.eks. som jordforbedringsmiddel eller mod andre svampe.

Som regel findes der ingen forsøgsmæssig eller videnskabelig dokumentation for effekten af de omtalte behandlinger. Typisk vises billeder af behandlede træer med bemærkninger om, at de ikke er blevet angrebet eller er kommet sig efter et begyndende angreb af elmesyge. Ingen af sådanne påstande ledsages af verificerbare beviser. Det må tilrådes at udvise en god portion skepsis over for sådanne reklamer.

Udover problemet med virkningen af svampemidlerne er der andre ulemper ved denne type bekæmpelse. Store, gamle træer er de sværeste at behandle, fordi det er vanskeligt at sikre en jævn og fuldstændig udbredelse af midlet i kronen. Behandlingerne skal gentages hvert eller hvert andet år, og når man stopper, er udgangspunktet igen risikoen for angreb af elmesyge. Behandlingen er dyr, både i indkøbspris for midlet og i arbejdstimer. På længere sigt kan det vise sig at blive dyrere end en udskiftning af træerne. Behandlingerne fordrer ofte, at der er kvalificerede personer til at udføre dem. Udførelsen kræver speciel uddannelse for at sikre, at behandlingen gøres korrekt. En forkert udført behandling har ringe effekt på elmesygen og kan skade træet unødigt.

Træerne såres ved boring af huller til indsprøjtning af bekæmpelsesmid­let. Når man indfører kemikalier i levende ved, kan der lokalt ske en forgiftning af plantevævet. Det kan medføre barknekroser, bladfald og svækkelser. Svækkede træer kan evt. bruges direkte til æglægning af billerne uden en forudgående smitte med elmesyge. Desuden vil andre svampe kunne vinde indpas, f.eks. skællet stilkporesvamp eller elme-gråblad. Gentagne behandlinger øger risikoen for skader.

Resistente elme
Der har gennem tiden gjort mange forsøg på at fremavle elme, som er resistente mod elmesyge. Dette lykkedes også i forhold til den oprindelige art Ophiostoma ulmi. Men da den nye aggressive art (Ophiostoma novo-ulmi) dukkede op, viste det sigt, at de markedsførte kloner døde på lige fod med andre elme. Flere års arbejde med at frembringe elme, som vil forblive resistente på længere sigt, har nu ført til nye elmesorter, bl.a. 'New Horizon' og 'Rebona'. 'New Horizon' er plantet mange steder i Københavns Kommune og ser ud til at klare sig fint.

Bortskaffelse af syge træer

Alle foranstaltninger sigter mod at dræbe elmebark­billerne, der må formodes altid at forekomme i barken og evt. veddet af elmesygt træ. De officielle anbefalinger fra Plantedirektoratet giver følgende muligheder for bortskaffelse: 

  • Afbrænding af træet på stedet, på forbrændingsanlæg eller i flisfyr.
  • Sønderdeling og kompostering ved minimum 60ºC.
  • Flishugning og tildækning med presenning i minimum 1 år
  • Træet saves og kløves til brænde, der ovntørres ved minimum 60ºC.
  • Deponering på losseplads, men skal begraves under minimum ½ meter jord. •Træet holdes nedsænket under vand i 1 år.
  • Afbarkning af nyangrebne stammer, idet barken brændes straks.

Afbarkede stammer kan opskæres til tømmer. Der kan dog være en vis risiko for, at der findes puppekamre med levende biller dybere i veddet, især af lille elmebarkbille. Flisning fjerner ikke i sig selv svampen eller billerne.

Det må understreges, at man under ingen omstændigheder bør transportere elmetræ med påsiddende bark længere end det nærmeste kraftværk. Specielt er det forkasteligt at tage elmebrænde med til andre dele af landet. Der findes nemlig stadig steder i det vestlige Danmark, hvor elmesygen kun er sporadisk til stede. Desuden er der områder, hvor en konsekvent bekæmpelse har holdt sygdommen nogenlunde i skak.