Jorden set fra rummet - ny professor i Remote Sensing

På Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning arbejder Rasmus Fensholt med tidsserier af data fra satellitter, der har fokus rettet mod jorden.

I 15 år har han fulgt udviklingen i jordens vegetation og været vidne til en rivende udvikling i mulighederne for brug af disse data - fra de første satellitbilleder blev taget og til i dag. Det arbejde har gjort ham klogere på samspillet mellem klimafaktorer og den menneskelige adfærd. En viden, der er vigtig for effektivt at kunne forvalte jordens ressourcer og forudsige og imødegå konsekvenserne af klimaforandringer i fremtiden.

Satellitterne giver et overblik på ingen tid

I starten af 1970’rne blev de første jordobservationssatellitter med fokus på naturressourcer taget i brug, og man har således dataserier på godt 45 år. Rasmus Fensholt fortæller;

”Da jeg som studerende først stiftede bekendtskab med Remote Sensing for 25 år siden, kunne vi i bedste fald arbejde med nogle enkelte satellitbilleder fra et givent område. Vi måtte købe data fra kommercielle udbydere – og disse billeder var ekstremt dyre. Men inden for de seneste 10 år er mere og mere data fra disse kommercielle arkiver blevet frit tilgængeligt, og vi har derfor nu serier af data, der går mere end 40 år tilbage. Remote Sensing er interessant, fordi man på ingen tid kan få et opdateret og dækkende billede af naturressourcer fra lokal til global skala. Før man kunne benytte de såkaldte tidsserier fra satellitterne, fik jeg og mine kollegaer alle vores data fra observationer ude i felten. Det var et arbejde, som tog meget lang tid, var dyrt og kun gav os data fra et begrænset område. I dag skal vi stadigvæk ”ud i naturen” og indsamle data, men nu bruger vi mest de indsamlede data til at udvikle og teste modeller fra satellitternes sensorer. De kan så efterfølgende bruges til at skalere vores viden fra lokal til regional eller global skala”.

Afliver myten om ørkenspredning

I 2012 offentliggjorde Rasmus Fensholt en artikel i Remote Sensing of the Environment. I samarbejde med kolleger fra det meste af verden og ved hjælp af satellitdata dokumenterede han, at jordens tørre områder (”drylands”) globalt set er blevet grønnere over de sidste 30 år, og at ørkner altså ikke spreder sig, som vi ellers har fået at vide siden 1970’erne.

Resultaterne byggede på data fra den amerikanske satellitsensor AVHRR på NOAA-satellitterne og står i kontrast til den aktuelle klimadiskussion, hvor ørkenspredning generelt fremstilles som et stigende problem.

”Den øgede frugtbarhed er i udgangspunktet en god nyhed for den tredjedel af jordens befolkning, som bebor de tørre områder, og vi forsker i at udvikle metoder og redskaber, der mere præcist kan oversætte ”grønhed” til information af relevans for folks levevilkår. Hvad betyder disse ændringer f.eks. for græsningspotentiale (til kvæg), træressourcer (til brænde og bebyggelse) og vegetationsbiodiversitet for den lokale befolkning? Og hvad er årsagerne til disse ændringer? Det er helt centrale spørgsmål, som vi er nødt til at kende svaret på for at kunne forvalte jordens ressourcer på en ansvarlig måde”, forklarer Rasmus Fensholt.

I dag er han i fuld gang med forskning, der skal gøre os klogere på disse spørgsmål. Han benytter datasæt fra en lang række forskellige satellitter, der til sammen gør det muligt at bestemme, hvilke slags vegetation der har vundet indpas de sidste 30 år – altså hvad den forøgede frugtbarhed dækker over.

Computermodeller forudsiger ”den menneskelige faktor”

Når man har de nødvendige satellitdata, der går langt tilbage i tiden, kan procesbaserede computermodeller hjælpe til at forstå årsagssammenhængen i de observerede ændringer.

”Ved at benytte computermodeller bliver vi klogere på, hvilke forhold der skyldes klimaforandringer som øget CO2 og ændringer i nedbør og temperatur, og hvilke forhold der skyldes menneskelig påvirkning som befolkningstilvækst, migration, overgræsning mv. Kun med denne viden kan vi effektivt udvikle og implementere tilpasningsstrategier for de igangværende klimaforandringer”, uddyber Rasmus Fensholt.

Satellitter hjælper lokale regeringer

Remote Sensing er blevet et vigtigt værktøj for forskere inden for mange discipliner, der beskæftiger sig med miljø, men den rette brug kræver, at man forstår hele processen fra satellittens målinger til det produkt, der i dag kan downloades frit på diverse dataportaler.

”For at kunne fortolke data korrekt skal du være i stand til at forstå de komplekse faktorer, der skaber ”støj” i de data, vi arbejder med. F.eks. har ændringer i atmosfærens sammensætning over tid og rum en afgørende indflydelse på, hvad satellitten måler. Desuden er gamle jordobservations-satellitter blevet udskiftet med nye forbedrede satellitter gennem årene. Forhold som disse skal tages med i betragtning, når vi undersøger, hvordan vores naturressourcer har ændret sig over tid”, afslutter Rasmus Fensholt.

Sideløbende med sin forskning arbejder Rasmus Fensholt med kapacitetsopbygning i ulandene - især i Sahel-regionen syd for Sahara. Det har været med til at sikre, at hans forskningsresultater bliver udbredt i regionen, og kan hjælpe de lokale regeringer med at træffe bæredygtige beslutninger til gavn for befolkningen. Desuden underviser Rasmus Fensholt på Naturressourceuddannelsen på Københavns Universitet med fokus på Remote Sensing af vores biogeosfære, der dækker landjorden, oceanerne og atmosfæren.

Hør mere

Hør mere om ”Remote Sensing of the Environment”, når Rasmus Fensholt holder tiltrædelsesforelæsning onsdag den 22. november kl. 14. Forelæsningen foregår på Øster Voldgade 10, i Auditorium B. Efter forelæsningen er der reception.