Ny dansk forskning giver svar på mysteriet om verdens dybeste sø

Ny dansk forskning gør os klogere på hvad der skjuler sig af vilde kræfter og olie og naturgas under jordens overflade

To danske forskere, professor Hans Thybo og ph.d. Christoffer Nielsen, fra Institut for Geografi og Geologi ved Københavns Universitet har udviklet en opsigtsvækkende model for, hvordan de såkaldte riftzoner i jorden bliver dannet. Riftzoner er langstrakte fordybninger eller revner i jordskorpen mellem de tektoniske plader, som bl.a. kontinenterne hviler på. Zonerne er oftest mere end 1000 km lange, 30–100 km brede og op til 10 km dybe, og fyldes med tiden med rester fra vulkanudbrud og sedimenter efter andre geologiske processer. De to danskeres forskning har stor betydning for bl.a. efterforskning af olie og naturgas, og den generelle forståelse for de kræfter, som rumsterer under jordens overflade. Deres opsigtsvækkende videnskabelige arbejde offentliggøres nu i det ansete videnskabelige tidsskrift Nature.  Midt i Sibirien ligger den 2000 km lange Baikal Riftzone, hvor en gigantisk revne har udviklet sig gennem de seneste 35 millioner år.  Midt i denne riftzone ligger verdens dybeste sø, den op mod 1700 m dybe Baikalsø, som indeholder 20% af verdens ferskvandsressourcer. Gennem de seneste 30 mill. år har den biologisk fauna og dyrelivet udviklet sig helt specielt på stedet på grund af Baikalsøens isolerede beliggenhed, fjernt fra verdenshavene. Denne Baikal Riftzone eller brudzone er også speciel ved, at den ligger 3000 km fra nogen kendt tektonisk pladegrænse. Derfor har det hidtil været svært af forklare Baikal Riftzonens opståen ud fra alment benyttede geologiske præmisser og metoder.Men nu er det lykkedes de to danske forskere fra Institut for Geografi og Geoloig ved Københavns Universitet, professor Hans Thybo og ph.d. Christoffer Nielsen, i samarbejde med østeuropæiske kolleger at afdække, hvad der er sket og stadig sker under overfladen i et af de mest specielle og særprægede områder på jorden. Og ikke nok med det. Resultaterne fra eksperimentet i Sibirien fører nu til en ny generel forståelse og en ny model for dannelsen og aktiviteterne i disse riftzoner, som findes flere steder på kloden - blandt andet mellem kontinenterne.

Masser af dynamit

I Sibirien ledede den danske forskergruppe et seismisk eksperiment BEST (Baikal Explosion Seismic Transects) omkring Baikalsøen. Til eksperimentet hørte, at der blev sprunget tonsvis af dynamit, så forskerne kunne følge lydbølgerne fra eksplosionerne gennem jorden og på den måde bestemme strukturer i jordskorpen og den øverste jordkappe og dermed forstå, hvilke processer der driver udviklingen af riftzonen. Feltprojektet ved Baikalsøen blev gennemført i 2003-2004 med økonomisk støtte fra Carlsbergfonden og Forskningsrådet for Natur og Univers, i samarbejde med geologer og geofysikere fra det russiske videnskabsakademis sibiriske afdelinger og det polske videnskabsakademi. Bagefter brugte videnskabsmændene fem år på at tolke de mange indsamlede data fra forsøgene, som nu har afstedkommet de opsigtsvækkende seismiske resultater om dannelse og aktivitet generelt i riftzoner rundt om på kloden. Deres opsigtsvækkende seismiske resultater fra Sibirien danner nu grundlag for en ny model for forståelse af riftdannelse på verdensplan. Resultaterne fra Baikalsøen viser, at den 40-50 km brede revne i jordskorpen er omkring 10 km dyb. Alle hidtidige modeller for riftprocesser forudsagde, at bunden af jordskorpen skulle have en tilsvarende opbulen. Men stor var overraskelsen for forskerne, da det viste sig, at jordskorpens bund er flad på tværs af Baikalsøen. De to forskere forklarer dette fænomen med, at jordskorpen nok er blevet tyndere, som forventet, men samtidigt er der trængt magma (flydende bjergarter fra jordens kappe) ind i den nederste del af jordskorpen. Volumen af magmaet svarer til udtyndingen af skorpen. Forskergruppen har derfor gentolket data fra en række andre riftzoner rundt om på kloden. Blandt andet den Østafrikanske Riftzone i Kenya, hvor Karen Blixen havde sin afrikanske farm i sin tid, og fra en ældre riftzone i Ukraine. Begge steder finder man det samme fænomen som i Sibirien. Det er en væsentlig årsag til de to danske forskeres nye videnskabelige resultater.

Riftzoner kan splitte kontinenter

Riftdannelse er en fundamental pladetektonisk proces, som kan splitte et kontinent i to dele, hvis processen fortsætter længe nok. Indtil for 60 millioner år siden udgjorde det nuværende Europa og Nordamerika ét stort kontinent. Det nordlige Atlanterhav opstod ved, at en riftzone udviklede sig mellem det nuværende Norge og Grønland. Riftprocessen fortsatte, hvorefter der opstod et nyt ocean for ca. 55 mill. år siden.Riftzoner er også vigtige for olieefterforskning, fordi mange olieholdige områder er opstået på grund af riftprocesser. Det gælder for eksempel området omkring Nordsøen, hvor Centralgraven er en tidligere riftzone, hvis udvikling gik i stå. Centralgraven er det sted, hvorfra landene omkring Nordsøen henter hovedparten af deres olierigdomme. Derfor er det væsentligt at forstå de processer, der leder til riftdannelse, som igen giver mulighed for at hente mere olie op fra undergrunden.

Yderligere oplysninger

Professor Hans Thybo på mobil-telefon 28 75 24 52 eller telefon 35 32 24 52 eller på email: thybo@geo.ku.dk.