Kan man basere byudvikling på landskabet alene? Ser vi på, hvad der foregår i Danmark og videre ud i den vestlige del af verden, er forståelsen af landskabets rolle i byudviklingen tydeligvis et område i dynamisk udvikling. Den måde, vi som arkitekter, byplanlæggere og landskabsarkitekter betragter og arbejder med forholdet mellem det bebyggede og det ubebyggede i det urbane landskab, er under kraftig forandring. Disse relationer er komplekse og en helt overordnet præmis for dette fokusskifte er, at byplanlægning i dag er blevet til byudvikling eller -transformation, hvilket betyder, at hovedudfordringen er, hvordan vi tilpasser den eksisterende by til vores aktuelle behov og forestillinger fremfor hvordan, vi eksklusivt bygger rammer om nye behov. Landskab skal i denne sammenhæng forstås som samspillet mellem os mennesker og naturgrundlaget gennem tiden. Landskabets aktuelle bærende rolle i beror på, at den formår at udgøre en fællesnævner for flere, grundlæggende byudviklingsmæssige designaspekter, nemlig som form, proces og praksis:

1. Landskabets rolle som form: de åbne rums konstituerende rolle.
2. Landskabets rolle som proces: økologi og foranderlighed.
3. Landskabets rolle som praksis: forskelle og kultivering.

Disse tre aspekter belyses gennem resultaterne til RealDanias konkurrence Fremtidens Forstæder, Vejle. Søndermarken i Vejle er et klassisk forstadsområde med arealer forbeholdt parcelhuse, socialt boligbyggeri, institutioner og erhverv struktureret omkring en overdimensioneret, blind adgangsvej – Grønlandsvej – der inden for en overskuelig årrække kobles direkte på E45. Derudover er bydelen omgivet af to markante ådale med store rekreative kvaliter, som den kun i begrænset omfang har kontakt til. En af konkurrencens udfordringer var at belyse, hvordan landskabet i højere grad end tilfældet er i dag kan blive et aktiv for bydelen.