Naturintegrativ rehabilitering for mennesker med senfølger efter hjernerystelse

I 2023-2024 deltog 30 borgere med længerevarende symptomer efter hjernerystelse i et naturintegrativt rehabiliteringsforløb i Terapihaven Nacadia®. Forskningsprojektet blev gennemført i samarbejde mellem Københavns Universitet, Center for Hjerneskade og Hjernerystelsesforeningen. Forløbet bestod af ti ugentlige sessioner på tre timer. Formålet var at undersøge, om rehabilitering, hvor aktiviteter og øvelser indgår i et naturmiljø, kan mindske symptomer og styrke deltagernes mentale trivsel og livskvalitet.

Projektets formål

De fleste kommer sig efter en hjernerystelse inden for de første måneder. Nogle oplever dog symptomer, der varer ved, for eksempel mental træthed, hovedpine, svimmelhed, koncentrationsbesvær og følsomhed over for sanseindtryk. Sådanne symptomer kan påvirke hverdagsliv, arbejdsliv og livskvalitet.
Projektet undersøgte et ti ugers naturintegrativt rehabiliteringsforløb for mennesker med vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Forskerne målte blandt andet mental træthed, mentalt velbefindende og livskvalitet. Et særskilt kvalitativt studie undersøgte, hvordan deltagerne oplevede forløbet, aktiviteterne og naturmiljøet.

Rehabiliteringsforløbet i Nacadia

Forløbet samlede fysiske og vestibulære øvelser, sanse- og kropsbevidsthed, afspænding og undervisning om symptomer og håndtering af dem. Aktiviteterne blev gennemført i Terapihaven Nacadia® og det omkringliggende arboret. Havens forskellige miljøer – fra skov og eng til vand og varieret terræn – blev brugt som ramme for bevægelse, sanseøvelser og pauser.
Sessionerne fulgte en genkendelig struktur. De begyndte med en fælles øvelse i nærvær og en samtale om hjemmeøvelser. Derefter fulgte blandt andet stræk, balance- og bevægelsesøvelser samt gåture med fysiske eller visuelle opgaver. Aktiviteterne blev afbrudt af pauser og tid til hvile alene i haven. Forløbet omfattede også samtaler om symptomforståelse og håndtering, ofte med naturen som konkret udgangspunkt, samt guidet afspænding.
Øvelserne kunne tilpasses den enkeltes symptomer og kræfter. Vekslingen mellem aktivitet og restitution skulle give plads til træning uden unødigt at udmatte deltagerne. Deltagerne fik også hjemmeøvelser, så de kunne afprøve redskaberne i deres hverdag.

Data og resultater

Målinger viste, at deltagernes gennemsnitlige score på Mental Fatigue Scale faldt signifikant fra 19,5 ved begyndelsen af rehabiliteringsforløbet til 16,6 efter de ti sessioner. Ti uger senere var gennemsnittet 15,8. I den forudgående kontrolperiode ændrede scoren sig ikke signifikant: fra 19,4 til 19,5. Det gennemsnitlige mentale velbefindende steg fra 43,6 til 47,0 point under forløbet og lå på 47,8 point ved opfølgningen. Der sås også en mindre forbedring i den selvrapporterede livskvalitet, og forbedringerne var fortsat til stede ved opfølgningen ti uger senere.
I interviewstudiet fortalte deltagerne blandt andet om øget opmærksomhed på naturens sanseindtryk, mere ro og nye måder at håndtere symptomer på. Flere beskrev forbedringer i eksempelvis balance, hovedpine eller mental træthed, og nogle brugte efterfølgende vejrtrækningsøvelser, sanseopmærksomhed og gåture i naturen i hverdagen. De fremhævede også betydningen af, at aktiviteterne blev tilpasset deres individuelle behov, og at gruppen kunne give støtte og mindske oplevelsen af isolation. Nogle oplevede dog udfordringer med bestemte øvelser, støj eller sanseindtryk.
Resultaterne peger på, at naturintegrativ rehabilitering kan være en mulig tilgang for mennesker med vedvarende symptomer efter hjernerystelse. Studiet kan ikke afgøre, hvilken selvstændig betydning naturmiljøet havde, fordi indsatsen ikke blev sammenlignet med et tilsvarende rehabiliteringsforløb indendørs. Der er derfor behov for yderligere forskning med større grupper og en aktiv sammenligning.