Naturbaseret terapi for mennesker med spiseforstyrrelsen Bulimisk BED (Binge Eating Disorder)

Formålet var at undersøge, om det kunne lade sig gøre at gennemføre Acceptance and Commitment Therapy (ACT) i en naturbaseret ramme, og hvordan deltagerne oplevede forløbet. Naturbaseret terapi blev sammenlignet med støttegruppesamtaler hos LMS. Studiet var et pilotprojekt og skulle først og fremmest undersøge, om tilgangen var gennemførlig – ikke afgøre, hvilken indsats der virkede bedst.

Otte deltagere gennemførte et 12-ugers forløb med én ugentlig session på tre timer i Terapihaven Nacadia®. Syv deltagere gennemførte støttegruppesamtaler hos LMS. Det forløb varede 10 uger med én ugentlig session på tre timer.
I terapiforløbet blev ACT kombineret med kropslige og mentale nærværsøvelser i haven. Deltagerne arbejdede blandt andet med siddende og gående opmærksomhedsøvelser, afspænding og strækøvelser. Naturens sanseindtryk og konkrete elementer blev inddraget i øvelserne, blandt andet gennem metaforer. Det kunne gøre terapeutiske temaer som accept, værdier og handlinger mere håndgribelige. Deltagerne fik også hjemmeøvelser, som skulle støtte arbejdet mellem sessionerne og i hverdagen.

Deltagerne blev interviewet før og efter forløbene med Eating Disorder Examination (EDE), som både blev brugt til at vurdere spiseforstyrrelsessymptomer og til at måle udviklingen. De besvarede også spørgeskemaer om psykisk velbefindende og selvværd. Tre måneder efter terapiforløbet blev fire deltagere desuden interviewet om deres oplevelser og om, hvordan de brugte det, de havde lært, i hverdagen.

Blandt de otte deltagere, der gennemførte den naturbaserede terapi, faldt det gennemsnitlige antal overspisningsepisoder fra 21,5 til 3,5 om måneden. Faldet var statistisk signifikant. Blandt de syv deltagere, der gennemførte støttegruppeforløbet, faldt gennemsnittet fra 13,7 til 10,9 episoder om måneden, men dette fald var ikke statistisk signifikant. Deltagernes gennemsnitlige selvværd og psykiske velbefindende steg signifikant efter den naturbaserede terapi. Det psykiske velbefindende steg ligeledes signifikant efter støttegruppeforløbet. Ingen af grupperne havde en statistisk signifikant ændring på de øvrige mål for spiseforstyrrelsessymptomer.
I interviewene beskrev deltagerne terapihaven som et trygt og beskyttende rum. De fortalte, at øvelserne og naturens sanseindtryk gjorde det lettere at være nærværende og at forstå og bruge det terapeutiske indhold. Nogle beskrev også, hvordan de efter forløbet brugte opmærksomhedsøvelser og oplevelser i naturen til at håndtere svære følelser i hverdagen.
Resultaterne peger på, at ACT-baseret naturterapi kan gennemføres som et forløb for mennesker med BED, og at naturmiljøet kan understøtte arbejdet med de terapeutiske temaer. Studiet var dog lille og ikke randomiseret. Resultaterne skal derfor fortolkes som foreløbige indikationer og undersøges i et større studie.