Ny viden om permafrost forbedrer klimamodeller
Nye forskningsresultater fra Center for Permafrost på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet dokumenterer for første gang, at permafrost under optøning kan give anledning til overraskende hurtig frigivelse af kuldioxid (CO2) til atmosfæren, og at det fremtidige vandindhold i jorden er afgørende for at forudsige effekten af en permafrostoptøning. De nye resultater kan give mere præcise klimamodeller.
Permafrosten tør og bidrager dermed til en frigivelse af kuldioxid (CO2) og andre drivhusgasser til atmosfæren. Men hastigheden, hvormed kuldioxid frigives fra permafrost, er dårligt dokumenteret og en af de vigtigste usikkerheder ved de nuværende klimamodeller.
Hidtil har viden primært været baseret på målinger af frigivelse af kuldioxid i korte forsøg på op til 3-4 måneder. De nye resultater er baseret på målinger over 12 år. Der er samtidigt gennemført forsøg med forskelligt vandindhold.
Det er professor og leder af CENPERM ( Center for Permafrost), Bo Elberling, som står bag de opsigtsvækkende forskningsresultater, som nu offentliggøres i det internationalt anerkendte tidsskrift Nature Climate Change.
- Set fra et klimaforandrings-perspektiv betyder det meget, om det tager 10 eller 100 år at frigive f.eks. halvdelen af permafrostens kulstofpulje. Vi har vist, at tilgangen af ilt i forbindelse med dræning eller udtørring er helt afgørende for en hurtig frigivelse af kuldioxid til atmosfæren, siger Bo Elberling.
Vandindhold i jorden afgørende for at forudsige effekt af permafrostoptøning
De nye resultater viser også, at det fremtidige vandindhold i jorden er altafgørende for at forudsige effekten af en permafrostoptøning korrekt.
Hvis permafrosten forbliver vandmættet efter optøning, så sker nedbrydningen af kulstof meget langsomt og frigivelsen af kuldioxid sker over flere 100 år. De nye resultater kan direkte bruges til at forbedre de nuværende klimamodeller.
De nye studier tager udgangspunkt i forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland, men permafrostprøver fra 4 andre lokaliteter på Svalbard og i Canada er blevet inddraget og viser en overraskende overensstemmelse i kulstoftabet over tid.
- Det er tankevækkende, at baggrunden for hele problemstillingen er mikroorganismer. Mikroorganismer, som nedbryder kulstofpuljen og som tilsyneladende allerede findes i permafrosten. Den afgørende faktor – vandindholdet – er på samme måde koblet til det oprindelige høje indhold af is i de fleste permafrostprøver. Temperaturen stiger og permafrosten tør, men det er altså permafrostens karakteristika, som er afgørende for den langsigtede frigivelse af kuldioxid, fastslår Bo Elberling.
Link til videnskabelig artikel
Kontakt
Centerleder og professor Bo Elberling, CENPERM, Center for Permafrost, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K. Mobil: + 45 23 63 84 53.