God vækstjord

Utilsigtet komprimering sker typisk som følge af færdsel på jorden. Det kan f.eks. være i forbindelse med byggeaktivitet. Ved utilsigtet komprimering presses luften ud af jorden. Den mister sin porøsitet, og dermed evnen til at infiltrere vand. Evnen til at holde vand til brug for plantevækst forsvinder også. Ved første overkørsel mister jorden 20% af sin struktur.

Figuren viser ændring i tør volumevægt på tre jordtyper ved et stigende antal overkørsler. Som det fremgår af figuren sker den største pakning ved første overkørsel uanset jordtype. Af figuren ses det desuden at både den fede lerjord og sandjorden hurtigere når sin maksimale sammentrykning end mellemtypen. ( Ramsay, 1986 gengivet i Larsen & Lerstrup, 1989)

Ved næsten ethvert anlægsarbejde er man i kontakt med jorden og udsætter den for utilsigtet komprimering. Både bygherren, den projekterende og anlægsgartneren har mulighed for at påvirke omfanget af utilsigtet komprimering.

Første gang jorden flyttes mister den ca. 20% af sin struktur, og når man kører på jorden presser man endnu mere luft ud af jorden. Det er først de grove porer der forsvinder. Jord med en porøsitet på 50 vejer ca. 1,4 t / m³ (50% faste partikler). Marker og andre dyrkede jorden kan ofte veje 1,6 t / m³. Når jorden når over 1,7 t / m³ hæmmes rodvækst og plantevæksten går i stå. De faste partikler udgør i dette tilfælde 64%. Til sammenligning er 2,1 t / m³ normal praksis som fundament i befæstelser. Her udgør de faste partikler 79%. Tallene viser, at selv små ændringer hurtigt påvirker plantevækst, og at man inden for vejbygning og fundering af huse er langt forbi det punkt hvor planter kan gro.

Figuren til venstre viser en teoretisk afbildning af hvorledes tryk fordeles fra et hjul ved hhv. tør og våd jord. (Aslyng, 1976 gengivet i Larsen & Lerstrup, 1989)

Figuren til højre viser trykfordeling ved samme akseltryk (4600kg) ved hhv. enkelt hjul og tvillighjul. Som det ses af figuren er der forskel på komprimeringsgraden i de øverste 50cm, mens komprimeringen i dybden er ensartet. Det er altså maskinens totalvægt der ar afgørende for pakning af jorden i dybden, mens dæk- og akseltryk er afgørende for pakning i de øverste lag. (Schjønning og Rasmussen, 1990 gengivet i NOVA 2006).

En komprimeret jord på 1,8 – 1,9 t /m³ kan løsnes og komme til at veje 1,5 t / m³ ved at grave, pløje eller grube jorden. Gravning og grubning kræver plads, og man må ikke ødelægge befæstelser og bygninger. Ledninger og rør i jorden kan også begrænse muligheden for at løsne jorden. Frost hjælper ikke mærkbart på porøsiteten. Når jorden har været komprimeret forsvinder krummestrukturen, og poresystemet er ødelagt, så det tager tid. Kører man en gang på jorden lige efter den er løsnet bliver den endnu hårdere komprimeret. Grubning og gravning er altså ikke vidundermidler, den største gevinst får man ved at forebygge skader. Se fanerne "Forebyggelse" og "Når skaden er sket".

Kilder:
Jensen, H. E. & S. E. Jensen (1991): Fysisk Edafologi, Kulturteknik 1 DSR Forlag, Den Kgl. Veriterinær- og Landbohøjskole, København.

Larsen M. & Lerstrup I. (1989): Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål. Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet.

NOVA (2006): Normer og Vejledninger for anlægsgartnerarbejde 2006. Danske Anlægsgartnere 2006.

Den vigtigste parameter for korrekt håndtering af vækstjord er, kun at køre på og bearbejde jorden når jorden, når den er tjenlig, dvs. hverken for tør eller for våd. Oftest er problemet at jorden er for våd. Jorden er tjenlig når jordens vandindhold er mellem krympegrænsen og nedre plasticitetsgrænse. Mange strukturskader kan forebygges i planlægningsfasen, se fanen "Forebyggelse". Brug af køreplader og lette maskiner minimerer desuden skaderne.

Første gang jorden flyttes mister den 20% af sin struktur. Jorden bliver nemt ødelagt igen når den er færdigudlagt og kultiveret. Kører man en gang på en nyudlagt, grubbet eller kultiveret jord, bliver jorden endnu mere komprimeret end den oprindeligt var.

Figuren viser relation mellem jordens sammenhængskræfter (kohæsion) og jordens vandindhold. De to grafer angiver hhv. kræfter der binder de enkelte jordpartikler sammen (intraaggregat kohæsion) og de kræfter, der holder aggregaterne (krummerne) sammen (interaggregat kohæsion). (Jensen & Jensen, 1991)

Håndtering af jorden, herunder også færdsel på den, bør kun ske når vandindholdet er i området mellem krympegrænsen og den nedre plasticitetsgrænse. I figuren (grønt felt) står området anført som en fugtig, halvfast, smuldrende til sprød og passende jord! Den nedre plasticitetsgrænse kaldes undertiden også udrulningsgrænsen. Ved arbejde med jord opbygger alle en erfaring med at se på jorden og vurdere om den er tjenlig, dvs. håndterbar. Andre, med mindre erfaring, må anvende forskellige metoder til at vurdere jordens øjeblikkelige tilstand. Den nedre plasticitetsgrænse kan f.eks. findes ved rulleprøven. For beskrivelse af metoden, se fanen "Vurdering af jord".

Rulleprøven kan udføres ved jordtyper ved et vist lerindhold (JB3-9). Ved sandjorde kan ovenstående skema give en indikation for hvornår man kan køre på, og håndtere jorden. Tabellen forudsætter en alm. lejret jord (volumevægt: 1,4 g/cm³ for lerjord og 1,6 g/cm³ for sandjord), samt ensartet jord i infiltrationszonen. Er jorden under de øverste 25cm grovere, kan nedbørstallene øges.( Rasmussen og Schiønning, 1982 gengivet i Larsen & Lerstrup, 1989)

Opgørelser af nedbør, evaporation og jordens evne til at nedsive vand, har tidligere været anvendt til at give en oversigt over i hvilke perioder det ikke er muligt, at lave jordarbejde. Da vejrliget varierer i forhold til det meteologiske gennemsnit, som kan genfindes i tabeller, er vejropsavationer dagligt nødvendige under jordarbejde, hvis jordhåndtering skal være optimal. I dag arbejder man med jordregulering og deponering hele året og fokus er derfor flyttet til begrænsning og udbedring af strukturskader.

Figuren viser nedbørens og den potentielle evapotranspirations variation over året i Danmark, 1991-2000. Værdierne for evapotranspirationer er afhængig af plantedækket, her angivet som fordampning fra en lav græsvegetation. Evapotransiration angiver summen af fordampning fra jord og planteoverflader (evaporation) mens fordampning fra planterne i forbindelse med dens vandoptag og vækst kaldes transpiration. Figur fra Petersen, 2006 på baggrund af data fra Institut for Jordbrugsvidenskabs, LIFE, målinger i Taastrup.

DMI laver prognoser på det potentielle nedbørsunderskud. Modellen, kaldet 'tørkeindekset', er en forenklet model der viser det aktuelle nedbørsunderskud på egnsniveau. Målinger og beregninger foretages lokalt, men må altid sammenholdes med de stedlige forhold. Se mere om tørkeindekset på DMI’s hjemmeside.

DMI's hjemmeside viser 'tørkeindeksets' udvikling i 2005-7 og her kan man se de store forskelle fra år til år, med den største årlige variation forår og efterår. I efteråret og foråret er der et nedbørsoverskud og jorden er vandmættet. I sommerhalvåret er der nedbørsunderskud. Forskellen mellem fordampning og nedbør er størst i juli. Hos DMI kan der rekvireres opgørelser og prognoser for forventet lokalt nedbør. Statens Planteavlsforsøg måler den aktuelle fordampning (evaporationsraten).

Sammenstilling af nedbør, evaporation og jordens infiltrationsevne, har tidligere været anvendt til at give en oversigt over de perioder hvor det er muligt at lave jordarbejde. Det er f.eks. sket ved arbejdet med Plant & Plej, 1975 hvor Danske Anlægsgartnere, Danske Planteskoleejere og Danske Landskabsarkitekter formulerede datidens krav til projektering, jordarbejde, plantning og pleje. Udsnit af skema 1 fra Plant & Plej, 1975 opgør spildtiden på baggrund af nedbør på mere end 3mm, der sammenholdt med nedbørsfrekvensen giver en række spilddage. Som det fremgår af skemaet, kan man ikke forvente at udføre jordarbejde i perioden fra december til marts. I april og oktober kan man forvente at arbejde med jorden ca. halvdelen af måneden.

Ved barfrost opfører jorden sig som tør og man kan køre på den.

Normer og Vejledning for Anlægsgartnerarbejde (NOVA) angiver detaljerede krav til jordarbejdet.

Kilder:
NOVA (2006): Normer og Vejledninger for anlægsgartnerarbejde 2006. Danske Anlægsgartnere 2006.

Plant & Plej (1975): Plant & Plej. Paradigme for plantninger efter tværfaglig aftale mellem Dansk Planteskoleejerforening, Landforeningen Danske Anlægsgartnermestre og Foreningen af Danske Landskabsarkitekter.

Jensen, H. E. & S. E. Jensen (1991): Fysisk Edafologi, Kulturteknik 1 DSR Forlag, Den Kgl. Veriterinær- og Landbohøjskole, København.

Larsen M. & Lerstrup I. (1989): Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål. Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet.

Petersen, P.M. & Vestergaard, P (2006): Vegetationsøkologi. Gyldendal, Nordisk Forlag, København.

Det er nødvendigt at udbedre skaderne igen, når skaden er sket, dvs. når jorden er komprimeret. Komprimering og pakning sker som en fejl eller en uundgåelig handling i forbindelse med anlægsarbejdet. Grubning og løsning forbereder jorden til atter at blive vækstmedie for planter. Det er en lang proces at skabe en god vækstjord, ikke mindst etablering af en god jordbundsfauna i komprimeret jord. De mulige tiltag kan rubriceres på følgende måde; mekanisk påvirkning af jorden, tilkørsel af ny egnet vækstjord, biologisk jordforbedring. Hvis man bevist arbejder på våd jord, skal projektet tage højde for dette i planer for ledninger, beplantning mm.

Mekanisk påvirkning af jorden

Formålet med jordløsning er at øge porøsiteten til 50, det optimale for en dyrkningsjord. Her består 50% af jorden af hulrum, svarende til en volumevægt på 1,4 g/cm³. Løsningen skal gøre det muligt for vand, luft og rødder at bryde igennem jorden.

I forskningsprojektet; Plantevækst i forbindelse med byggeri – Planlægningens og projekteringens indflydelse på vedplanters vækstvilkår i utilsigtet komprimerede jorde, har Thomas Randrup foruden gennemgang af en række byggesager, gennemgået relevant litteratur og vejledninger på området. Anbefalingerne kan opsummeres således:

Jordløsning kan ske med meget forskelligt materiel, men ses oftest som gennemgravning med skovl eller løsning med grubbetand monteret på en rendegraver eller bag en traktor. Arbejdet med jordløsning bør bygge på en analyse af omfanget af den utilsigtede komprimering, sammenholdt med krav til fremtidig vækst. Er jorden komprimeret i dybden vil der uden effektiv jordløsning være tale om en permanent nedgang i plantevækst.

Ved løsning med grubbetand skal man være opmærksom på at dybden af den effektive jordløsning kun vil være ca. 50-75% af grubbedybden. Afstanden mellem grubbetænderne bør være max. 1½ gang grubbedybden. Succesfuld grubning kan ses som en jævn homogen overflade og jorden bør ved lethed kunne gennemgraves ved håndkraft på tværs af grubberetningen.

For en succesfuld grubning, er det vigtigt at jordens vandindhold er under markkapacitet, så tæt på nedre plasticitetsgrænse som muligt. Den nedre plasticitetsgrænse findes ved rulleprøven. Jord med dette vandindhold kan let komprimeres, hvilket betyder at man ikke skal køre på jorden efter udført råjordløsning. Efter grubning er det praksis at kultivere jorden. Af hensyn til at undgå en genkomprimering af jorden anbefales det at dette foretages i samme arbejdsgang, f.eks. ved påmontering af små grubbetænder mellem de store.

Resultatet af grubning kan forbedres ved før grubning at udlægge et 10cm lag af drængrus (1-8mm) hvorigennem der grubbes. Herved vil drængruset ved grubning falde ned i grubbespor med det formål at sikre en stabilitet af den løsnede jord.

Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde (NOVA06) angiver detaljeret krav til omfanget af jordløsning.

Ny egnet vækstjord

Er vækstjorden bortkørt på grund af byggeaktivitet og siden anvendt til andet formål, eller vurderes den tilstedeværende vækstjord ikke egnet, kan det være aktuelt at anskaffe og udlægge ny vækstjord. Vurdering af en given jords egnethed som vækstjord, kan med fordel ske på baggrund af en analyse af jordens tekstur foretaget som en sigteanalyse.

Jordens kvalitet i forhold til plantevækst og nedsving af vand handler egentlig om porerne. De grove porer tillader at vand nedsiver og luft skifter i jordsystemet. Mellemporerne holder på vand, der samtidig er tilgængelig for planternes rødder. Porer er svære at måle, mens det er nemt at analysere partiklerne, og der er en god sammenhæng med partikelstørrelse og porer. Biologiske og kemiske forhold i jorden forbedrer også poresystemet, men de fleste af disse forhold bliver ødelagt når man flytter jorden. Derfor er sigteanalyse den bedste indikator for jordens kvalitet selv om den ikke dækker 100%.

Ved rekvirering af ny jord, samt ved kontrol af eksisterende vækstjord, anbefaler projektgruppen at en jordens tekstur ved en sigteanalyse ligger indenfor de indtegnede kurvebånd. Jordtypen med god vandinfiltration og godt luftskifte beskriver en sandet jord der vil være egnet til plantehuller i bymæssige sammenhæng. Jordtypen, god dyrkningsjord indeholder mere ler der sikre mere næring og vand i jorden. Jorden vil være egnet til større sammenhængende områder med fokus på god vækst.

Alle laboratorier der er akkrediteret af DANAK til at lave sigteanalyser efter DS 405.9 kan lave de pågældende analyser. Alle store grusgrave udfører sigteanalyser til egenkontrol. Prisen hos Teknologisk Institut for en sigteanalyse er 1350 kr. 

Download notat om beskrivelse af den gode vækstjord på baggrund af sigteanalyse som PartnerLandskabs projektgruppe har lavet.

Biologisk jordforbedring

Har vækstjorden været afrømmet og lagt i depot, kan jorden være biologisk inaktiv. Det er en naturlig proces der følger nårdepotets indre ikke får ilt nok. I forbindelse med genudlægning kan det derfor være en god idé at tilføre jorden staldgødning og kompost med det formål at bibringe jorden biologisk materiale til brug for de mikrobielle processer i jorden. Er jordens humusindhold i øvrigt lavt, mindre end 2 vægtprocent, vil det under alle omstændigheder virke jordforbedrende.

Det er også en mulighed at tilså arealer med planter, hvis rødder i særlig grad evner at gennembryde kompakte jordlag. Planterne kan dermed fremme en regenerering af jorden. Det kan f.eks. være lupin, lucerne, mussevikke, kål, raps, hestebønne og rødkløver. Visse græsforædlingsfirmaer forhandler færdige græs/urteblandinger til dette formål.

Kilder:
Randrup, T. B. (1996): Plantevækst i forbindelse med byggeri. Planlægningens og projekteringens indflydelse på vedplanters vækstvilkår i utilsigtet komprimerede jorde. Forskningsserien nr. 15.

NOVA (2006): Normer og Vejledninger for anlægsgartnerarbejde 2006. Danske Anlægsgartnere 2006.

Jorden indeholder levende organismer der påvirker jorden. Det er f.eks. muldvarper, mus, regnorme og encellede dyr, samt dertil en række bakterier, svampe og alger. Omsætningen, som organismerne forårsager, er af fundamental betydning for jordens egnethed som vækstmedium. Organismernes trivsel og omsætning afhænger af mængden af organisk stof i og på jorden, samt ilt og vandindholdet i jorden.

Den biologiske aktivitet forstyrres ved enhver aktivitet på jorden, f.eks. overkørsel, jordflytning og anden håndtering af jorden. Komprimeres jorden til mere end 1,7 t/m³, presses luften ud og overfladevand vil ophobe sig i jorden med skadelige anaerobe (iltfrie) processer til følge. Tilførsel af kompost eller husdyrgødning kan igangsætte, eller øge den biologiske aktivitet i jorden.

Skematisk diagram af mineraliseringsprosessen. (Forth, 1984)

Jordens indhold af organisk stof har sin oprindelse i plantedele, herunder planterødder samt overjordiske plantedele. Det døde organiske materiale nedbrydes ved mikrobiologiske processer, hvorved jordens mikroflora skaffer sig energi til opbygning af cellebestanddele. Under nedbrydningsprocessen, hvorunder organisk kulstof dels oxideres og afgives som kuldioxid (CO2) til atmosfæren, dels indbygges i mikroorganismer, sker der en konvertering af stof fra organisk til uorganisk form. Processen kaldes mineralisering. Den mikrobiologiske nedbrydning er afhængig af vandindholdet i jorden og den øges med temperaturen og iltforsyningen.

Ved omsætning af organisk materiale dannes humus. Mineraljorde indeholder ca. 2-4% humus i de øverste 20 cm, og aftager i dybden til ca. 1 meters dybde. For sandjorde er humusindholdet lidt mindre, og mængden aftager hurtigere i dybde pga. en højereliggende rodzone. Humus har stor betydning for strukturen og strukturstabiliteten, dvs. jordens evne til at holde på vand, danne aggregater, dvs. en god krummestruktur, samt til fremme af kemiske processer. Det er humus der giver jorden dens sorte farve. Humusindholdet kan justeres ved at tilføre jorden kompost eller husdyrgødning.

Ved nedbrydning af organisk materiale, benytter langt de fleste bakterier i jorden ilt (Aerob nedbrydning). Er jorden imidlertid komprimeret eller af andre grunde vandfyldt f.eks. pga. høj grundvandstand eller lignende vil anarobe (iltfrie) processer dominere. Disse processer fører til dannelsen af en methan, ethylen, mælkesyre, samt forskellige organiske kvælstofforbindelser. Iltmangel kan konstateres ved, at jorden farves blå og stinker af svovlbrinte. Luftskiftet i jorden udtrykkes udtrykkes ved redox-potentialet, som er et mål for jordens evne til at ilte mikroorganismerne. Er jorden vandfyldt eller komprimeret er redoxpotentialet lavt.

I vækstjorden danner langt de fleste planter en eller anden form for symbiose med mykorrhizasvampe og rhizobiabakterier. Planterne levere sukkerstoffer fra fotosyntesen til svampene og bakterier der til gengæld øger røddernes optagelse af visse næringsstoffer, f.eks. fosfor eller kvælstof. Etablering og udbredelsen af disse symbioser er en del af det system af jord, luft og vand som planterne er en del af.

Kilder:
Foth H. D. & Turk L. M. Fundamentals of Soil Science. New York, Wiley, 7.ed. 1984.

Jensen, H. E. & S. E. Jensen (1991): Fysisk Edafologi, Kulturteknik 1 DSR Forlag, Den Kgl. Veriterinær- og Landbohøjskole, København.

Petersen, L (1994): Grundtræk af Jordbundslæren. DSR Forlag,4. reviderede og udvidede udgave. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Kemisk Institut, København 1994.

Næringsoptagelse er koblet til vandoptagelsen gennem rødderne, og mængden af tilgængeligt vand er af afgørende betydning for planterne næringsoptag. Vandet i jorden kan foruden de faste bestanddele, også opløse luftens kvælstof. Indholdet af opløst oxygen har desuden betydning for planterødderne og for de organismer der lever i jorden. På baggrund af en jordbundsanalyse kan næringsniveauer for udvalgte stoffer bestemmes. Sammen med viden om jordens tekstur kan der laves en gødningsplan, herunder plan for justering af jordens pH-værdi.

Planterne er i forskellig grad afhængig af en mængde forskellige næringsstoffer. Mangler et af disse, trives planten ikke optimalt. Planten til venstre vokser mangler ingen næringsstoffer, mens de følgende mangler hhv. Kvælstof, fosfor, kalium, kalcium og jern ( Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, 1945).

Makronæringsstofferne C (kulstof), O (ilt), N (kvælstof), P (fosfor), S (svovl), K (Kalium) har planternes brug for i store mængder, mens andre næringsstoffer (mikronæringsstoffer) er nødvendige i mindre mængder. Det er typisk Ca, Mg, K, Fe, Mn, CU, Zn, B, Cl, Mo m.fl.

Der er stor forskel på planternes behov for de enkelte næringsstoffer, ligesom tilgængeligheden af næringstofferne for planterne er afhængig af forskellige forhold, hvoraf de væsentligste er pH-værdien (reaktionstallet), kationkapaciteten (CEC) og luftskiftet (redox-potentialet), se fanen "Jorden som biologiske processer".

Tilgængeligheden af de enkelte næringsstoffer er afhængig af jordens reaktionstal (pH-værdi), primært pga. påvirkning af mikroflora og jordbundsfaunaens sammensætning og aktivitet, som derved påvirker mineraliseringsprocessen. Desuden kan pH påvirke opløseligheden af en række mineraler. Figuren herunder viser sammenhæng mellem udvalgte næringsstoffers tilgængelighed og pH. De fleste planter har deres pH-optimum mellem 5,5 og 7,5, men der er store variationer. (anonym, 1975, gengivet i Larsen & Lerstrup, 1989)

For al jord sker der gradvist en forsuring af jorden. Det skyldes den biologiske omsætning i jorden, med deraf følgende dannelse af CO2. Herved kan koncentrationen blive mange gange større end i atmosfærisk luft. CO2 sammen med vand danner kulsyre som forudsager en udvaskning af baser fra jordbunden. Sammen med produktion af humus, samt de svovl- og kvælstofforbindelser, som tilføres jordbunden pga. luftforurening, sker der en gradvis forsuring pga. udvaskning af baser fra jordbunden. Jorde med højt indhold af ler forsures langsommere end sandjorde.

Jordes reaktionstal påvirkes nemmest i opadgående retning ved tilførelse af jordbrugskalk (CaCO3). Foruden kendskab til jordens pH-værdi, kræver det en viden om jordens humus- og lerindhold, samt arten af lermineraler at bestemme mængden af jordbrugskalk som jorden bør tilføres. Ønskes jorden mere sur kan dette ske ved tilførelse af kvælstof, men det er omstændeligt pga. de store mængder der skal tilføres.

CEC (kationkapaciteten) giver en indikation om hvor stort et potentiale den pågældende jord har til at fastholde plantenæringsstoffer imod udvaskning, samtidigt med at disse er umiddelbart tilgængelige for optagelse i planterne. De fleste ler- og humusjorde har relativt høje CEC-værdier.

En af de seneste års bedste sammenfattende artikler om jordbundsanalysen og det at lave en gødningsplan er forfattet af Søren Holgersen, Grønt Miljø 2/94.

Kilder:
Petersen, P.M. & Vestergaard, P (2006): Vegetationsøkologi. Gyldendal, Nordisk Forlag, København.

Holgersen S (1994): Jordbundsanalyse og gødningsplan. En væsentlig men tilsidesat del af vores fag i genfortælling. Grønt Miljø 2/94.

Jensen, H. E. & S. E. Jensen (1991): Fysisk Edafologi, Kulturteknik 1 DSR Forlag, Den Kgl. Veriterinær- og Landbohøjskole, København.

Larsen M. & Lerstrup I. (1989): Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål. Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet.

Pedersen A. (red.), 1945: Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, I. bind, G. E. C. GADs forlag, København.

Petersen, L (1994): Grundtræk af Jordbundslæren. DSR Forlag,4. reviderede og udvidede udgave. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Kemisk Institut, København 1994.

Hvorvidt jorden er egnet til plantevækst eller ej kan vurderes på flere måder. De mest præcise foretages ved omhyggelig prøveudtagning med efterfølgende laboratoriearbejde. Da disse sjældent passer til rytmen på en byggeplads, nævnes her blot enkle metoder der med eller uden instrumenter giver et resultat umiddelbart.

Udstyret til en isotopsondemåler 3440 fra firmaet Troxler indeholder blok til kalibrering, plade med bøsningsrør til nedramning af jordspyd forud for instrumentets anvendelse.

Den vigtigste måling er den tørre volumenvægt, der med en porøsitet på 50 ligger på 1,35 t / m3. Måling kan foretages på stedet med en isotopsondemåler, der måler våd volumenvægt og vandindhold. Derefter udregner måleapparatet selv den tørre volumenvægt. Isotopsonden kan efter en kort kalibrering måle og give resultater med det samme. Download notat om metoden (pdf). (Randrup, 1996)

Et digitalt penetrometer af mærket Fieldscout, SC 900 Soil Campaction Meter. Penetrometermodstanden lagres til senere overførelse og behandling på PC, ligesom GPS kan tilkobles til efterfølgende lokalisering af målesteder. Et penetrometer bruges til at vurdere modstanden i jorden og kan bruges til vurdering af mulighederne for rodvækst. Instrumentet måler løbende den træghed (penetrometermodstanden), hvormed spydet går i jorden. Modstanden måles i KPa, i forskellige dybder indtil modstanden ikke længere overvindes ved alm. håndkraft. Metoden finder sin anvendelse ved en hurtig og enkel måde at give et indtryk af variation mellem forskellige områder. Der findes ikke standardiserede krav til instrumentet, og målingerne kan derfor kun bruges lokalt, f.eks. i forhold til jordens modstand før byggestart, eller referencefelt i forbindelse med jordløsning. Forsøg har påvist at rødder har svært ved at overvinde en modstand på 3-4 MPa. Ved nyudlagte jorde bør der tilstræbes en penetrometermodstand på ikke over ca. 2 MPa. (Larsen & Lerstrup, 1989)

Test af jordbundens evne til nedsivning kan udføres som en infiltrationspøve. Metoden bygger på sammenhæng mellem synkehastigheden for rent vand (regnvand) i et prøvehul og jordens infiltrationsevne. Infiltrationsprøver benyttes til at bestemme en jordtypes hydrauliske ledningsevne. Metoden kræver en skovl, adgang til vand, lidt grus, en retskinne og målestok/målebånd. For vurdering af jordens hydrauliske ledningsevne skal resultatet sammenkobles med jordens tekstur. Download skema til gennemførelse af testen. (Rørcentret, 2005)

Ved at foretage en rulleprøve kan udrulningsgrænsen bestemmes. Ved udrulningsgrænsen, også kaldet nedre plasticitetsgrænse, er jorden netop så våd at man uden at jorden smuldre, kan udrulle en ca. 3 mm tyk tråd af jorden. Er jorden så våd at tråden kan blive tyndere, er jorden for våd til bearbejdning, herunder til kørsel. Rulleprøven kan kun anvendes ved jorde med et vist lerindhold. For sandjorde henvises til skema gengivet i fanen "Kørsel på jord og jordhåndtering". (Mertz, 1959)

Normer og Vejledninger for anlægsgartnerarbejde angiver enkle metoder til vurdering af både jordens tekstur. (NOVA 06)

Kilder:
Randrup, T. B. (1996): Plantevækst i forbindelse med byggeri. Planlægningens og projekteringens indflydelse på vedplanters vækstvilkår i utilsigtet komprimerede jorde. Forskningsserien nr. 15.

Mertz E. L. (1959): Bulletin No. 5 – Bidrag til Danmarks Ingeniørgeologi. Geoteknisk Institut, Akademiet for de tekniske videnskaber, København.

Larsen M. & Lerstrup I. (1989): Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål. Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet.

Rørcentret (2005): Nedsivning af regnvand i faskiner, Vejledning i projektering, dimensionering, udførelse og drift af faskiner. Rørcenter-anvisning 009, Teknologisk Institut.

NOVA (2006): Normer og Vejledninger for anlægsgartnerarbejde 2006. Danske Anlægsgartnere 2006.

Har man mistanke om jordforurening har man pligt til at anmelde dette, samt udtage prøver til nærmere analyse hos et godkendt laboratorium. Som udgangspunkt udtages en jordprøve til analyse for hver 30 ton. Jorden inddeles herefter i fire klasser.

Regler for håndtering af forurenet jord bygger på Jordforureningsloven, lov nr. 370 af 2. juni 1999 med senere ændringer. Formålet med loven er at forebygge, fjerne eller begrænse skadelig virkning fra jordforurening på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.

På baggrund af jordprøver afgøres forureningsgraden, hvor Klasse 1 er ren jord der frit kan anvendes. Klasse 2 – Lettere forurenet jord kan genanvendes indenfor matriklen. Klasse 3 – Forurenet jord til rensning eller deponering omfatter forurenet jord der oftest skal til rensning og/eller deponering. Klasse 4 – Kraftigere forurenet jord til rensning med eventuelt efterfølgende deponering betegner jord der som udgangspunkt vil blive anvist til rensning.

I forbindelse med anlægsprojekter kan det være aktuelt blot at afgrave overjorden, for at lade den forurenede jord afdække med et signalnet og derefter udlægge ren jord. Som udgangspunkt udlægges 30cm ren jord under fremtidige græsarealer og 50cm ren jord i plantebede.

Adskillelse af over- og underjorden giver en udfordring i forhold til at sikre permeabilitet i det færdige vækstlag, se fanen "Kørsel på jord – jordhåndtering".

Kilde:
Vejledning i - Håndtering af forurenet jord på Sjælland (Juli 2001), udgivet af Frederiksberg og Københavns Kommuner samt amterne; Frederiksborg, Københavns, Roskilde, Storstrøms og Vestsjællands Amt.

Bekendtgørelse af lov om forurenet jord, lov nr. 370 af 2. juni 1999.

Ved plantning i urbane miljøer brydes de for træet naturlige vækstbetingelser. Næringsstofcyklus i form af løvfald med efterfølgende omsætning ved mikroorganismer til næringsstoffer (mineralisering) vil være brudt, eller delvist brudt. Ofte som en kombination af befæstet overflade og almindelig drift og vedligehold. Samtidig vil jordens naturlige lejring være brudt og det samme vil være tilfældet for strømning af jordvand. Gødning ved etablering og i løbet af vækstperioden er en af måderne, hvorpå træernes vækst og trivsel kan optimeres. Beskrivelsen nedenfor har fokus på bytræer og træplantninger i urbane sammenhæng.

Jordanalyse

Jordanalysen giver et indtryk af, hvor meget af den pågældende næringsstof jorden indeholder på prøvetagnigstidspunktet. For meget mobile eller hurtigt omsættelige elementer som f. eks. kvælstof er værdien et øjebliksbillede – mængden af plantetilgængeligt kvælstof i jorden kan være en helt anden allerede efter det næste regnskyl. Især for mikronæringsstofferne siger indholdsmængden ikke noget om tilgængeligheden – her skal indholdsmængden f. eks. kombineres med viden om pH-værdi, tekstur eller indhold organisk materiale. Ikke desto mindre er jordanalysen et godt instrument til at vurdere en væsentlig side af jordens dyrkningsegenskaber. Se en oversigt over tilstræbede indholdsværdier for næringsstoffer i jorden i tabel 4 i Arbejdspapir – Gødning af træer og træplantninger.

Som supplement til de traditionelle jordprøver som sendes ind til et laboratorium for analyse, findes der også udstyr, som kan bruges til at foretage en hurtig markanalyse.

En af de seneste års bedste sammenfattende artikler om jordbundsanalysen og det at lave en gødningsplan er forfattet af Søren Holgersen, Grønt Miljø 2/94.

At gøde træer – praktiske overvejelser

En i forbindelse med projektet gennemført rundspørge viste tydeligt, at det ikke er praksis gennemgående at gøde træer og buske – det er meningen, at de efter etableringsperioden stort set er selvkørende. Gødning af træer udføres således i træets ungdom ved etablering og evt. de første år efter etablering, og senere, når der konstateres næringsstofmangel (oftest ved mangelsymptomer).

Specielt bytræer i pressede situationer, for eksempel med lille permeabel jordoverflade i arealer med høj belægningsgrad, ville formentlig have gavn af gødning gennem hele livet. Men er ressourcerne begrænset, giver en prioritering af etableringsfasen mening.

Før man giver sig i kast med at gøde en træplantning, bør man definere målet. Tre overordnede mål kan forestilles:

• Ophæve en konstateret mangel på et eller flere næringsstoffer
  Som beskrevet i det ovenstående kan mangel på næringsstoffer skyldes at det pågældende element ikke findes i tilstrækkelig mængde i jorden, utilstrækkelig biologisk aktivitet eller også et kemisk miljø som gør at næringsstoffer ikke er tilgængelige – især pH værdien. Det er tydeligt, at gødning på denne måde kun er en del af planteernæringen, og at det fra et bæredygtighedsperspektiv også giver mening at undersøge og om muligt ophæve den primære årsag for mangel.
• Vedligeholdelsesgødning (fx som del af plejeplan):
  Lav tilførsel af næringsstoffer, som eksempelvis skal modvirke at der med organisk materiale også bliver fjernet næringsstoffer. Denne lave dosering anses også som passende for nyplantede og gamle træer.
• Vækstfremmende gødning:
  Tilførsel af næringsstoffer med det sigte at øge tilvækstraterne. Er kontroversiel, bl.a. fordi der formodes øget modtagelighed for skadevoldere og frostskader.

For at gødning har den ønskede virkning, skal man huske på

• at tilføre de manglende næringsstoffer i de nødvendige mængder
• at sørge for at der ikke opstår ubalance mellem næringsstofferne
• at undersøge om plantestedets pH-værdi (reaktionstal) begrænser næringsstoffernes tilgængelighed

Kilder:
Bühler, O. (2012): Arbejdspapir – Gødning af træer og træplantninger. PartnerLandskab-projekt.

Holgersen S (1994): Jordbundsanalyse og gødningsplan. En væsentlig men tilsidesat del af vores fag i genfortælling. Grønt Miljø 2/94.

Urban, J. (2008): Up by roots – Healthy Soils and Trees in the Built Environment. International Society of Arboriculture. 479 pp.

Videncentret for landbrug (2011): Jordbundsanalyser – hvad gemmer sig bag tallene?