Insekter

Insekter på eg

lille frostmåler (Operopthera brumata)

stor frostmåler (Erannis defoliaria)
egevikler (Tortrix viridiana)
egehalvmøl (Acrobasis consociella)
egeprocessionsspinder (Thaumetopoea processionea)

De periodiske afløvninger af eg skyldes en lang række insekter, som næsten alle er sommerfuglelarver. Bladene spises lige efter udspring, dvs. i maj juni måned. Traditionelt regnes egevikler som den vigtigste afløver af eg, men faktisk har frostmålere været mere hyppig i de afløvninger, som har fundet sted siden starten af skovsundhedsovervågningen.

Forskellen mellem egevikler og frostmålere er, at egevikleren kun spiser eg, mens frostmåler spiser de fleste slags løvtræer. Når frostmålerlarverne er færdige med at spise i egenes kroner, firer de sig ned og spiser undervæksten (træer og buske nedenunder egen). Andre bladspisende arter på eg er egehalvmøl og den type natsværmere, som kaldes ugler.

En kommende skadevolder er egeprocession-spinder, som spreder sig fra Sydeeuropa. Den kan forlænge afløvningen, da larverne er senere på færde. Egeprocessionsspinder kan udgøre et sundhedsproblem for mennersker, fordi larverne har lange hår, der kan give allergi og luftvejsproblemer.

Selvom egene reagerer på afløvningen med at sætte nye blade i slutningen af juni, så kan de stadig svækkes af bladtabet, specielt hvis insektangrebet optræder to år i træk. Ofte ser man egemeldug på de nye blade, og svækkede træer bliver somme tider angrebet af honningsvamp ved basis.

Insekter på bøg

bøgenonnen (Dasychira pudibúnda)

bøgeloppen (Rhynchaenus fagi)

løvskovsnonnen (Lymantria dispar)

Bøgenonnen kan afløve hele bevoksninger, når den optræder i stort tal. Dette sker heldigvis sjældent, i Danmark senest i 1998 og før det i 1980-81. Normalt er bøgenonne kun til stede i så små populationer, at de ikke gør skade på træerne.

Når der forekommer massefomeringer, bryder populationen ofte sammen som følge af virus og andre sygdomme. Døende larver bliver brune. De lange hår på larverne kan give irritation af hud og slimhinder.

Bøgeloppen er i virkeligheden en lille sort snudebille. Den har fået sit navn, fordi den springer, hvis den bliver forstyrret. Derfor kan den være svær at få øje på. Men hvis man tager et bøgeblad med små huller og vender det om, kan man være heldig at få øje på den.

Skaden er dels hullerne i bøgeblade, som laves af de voksne biller og dels minerede områder i spidsen af bladene. Ved store angreb af bøgelopper kan bøgebladene blive brunfarvede eller helt kniplingeagtige af huller. Kraftige angreb af bøgelopper er bl.a set i 1988-89 og 1998.

Løvskovsnonnen, som er et frygtet skadedyr i Sydeuropa og USA, ses kun meget sjældent i Danmark. Frostmålere kan også finde på at spise bøg, når egebladene slipper op.

Spindemøl

(Yponomeuta sp.)

Spindemøl, som også kaldes snareorme, er flere arter af sommerfugle, der alle afløver forskellige løvtræer og buske, f.eks. tjørn, røn, hæg og frugttræer som æble.

Larverne spinder kronerne ind i et tykt gråhvidt spind, som får træerne og de nærmeste omgivelser til at se helt spøgelsesagtige ud. Spindet beskytter larverne mod at blive ædt af fugle. En mulig bekæmpelse er derfor at spule spindet i stykker.

Spindemøl er mest et æstetisk problem i byer, parker og landskabet. Der forekommer ofte masseformeringer, og de samme træer kan angribes år efter år.

Bladhvepse

sortblå birkebladhveps (Arge pullata)

lindebladhveps (Caliroa annulipes)

Sortblå birkebladhveps blev første gang bemærket som afløver på birk i starten af 1970'erne. I 1978-1981 og op gennem 1980'erne var der flere tilfælde af omfattende angreb på Sjælland. Den seneste masseformering fandt sted i 1999-2000 på Lolland-Falster. Træerne tager normalt ikke skade af afløvningen, som sker sent på vækstsæsonen.

Lindebladhvepsen er først og fremmest en skadevolder på lind, men også eg, pil, birk, hassel og bøg kan være værtsplanter. Bladhvepsens larver er sneglelignende, gennemsigtige med et gulligt skær og har et sort hoved i kroppens tykkere ende. De rasper i grupper og udelukkende på bladundersiden, bladnerverne bliver tilbage og tørrer ud. Bladet fremstår derfor meget karakteristisk brunligt, skeletteret og kan krølle sammen.

Viklere

grannålevikler (Epinotia tedella)
ædelgranvikler (Semasia rufimitrana)

sen ædelgrannålevikler (Epinotia fraternana)

tidlig ædelgran-nålevikler (Epinotia subsequana)
fyrrevikler (Rhyacionia buoliana)

Viklere er sommerfugle, som optræder på både gran, ædelgran og fyr. De er kendetegnet ved, at larven spinder nogle nåle sammen og lever inde i dem. Skaden er begrænset, undtagen hvor grenene skal bruges til pyntegrønt. Store angreb af viklere optræder typisk med nogle års mellemrum, idet populationsniveauet er cyklisk, dvs. går op og ned i en fast svingningstakt. Skader efter grannålevikler var meget udbredte i 1984-85 og 1995-97.

Ædelgranvikler havde masseudbrud i 1928-29, 1954-55 og 1982-83. Ædelgrannålevikler var generende i pyntegrønt i 1984-85, men store angreb i 1992-93 var af en ny art, som blev kaldt tidlig ædelgrannålevikler. I statskovenes vurdering af sundheden omtales angreb af denne vikler fra 1996 til 1999. I 2006 forekom tidlig ædelgrannålevikler i stort omfang.

Fyrrevikler havde masseudbrud flere gange i 1970'erne, men er ellers kun bemærket i 1993.

Lærkesækmøl

(Coleophora laricella)

Lærkesækmøl  hører ligesom viklerne til småsommerfuglene. Lærkesækmøllet spiser nålene på lærk om foråret. Træerne kan blive helt gule og røde, men i løbet af sommeren sætter de nye nåle og bliver grønne igen.

Sækmøl spiser nålene indefra og har en udhulet nål på som "overfrakke".

Lærkesækmøllet kan altid findes på de nedre grene i kanten af bevoksninger, men kun i år med masseformeringer bliver skaden tydeligt. Dette sås f.eks. i 1977 og i 1993.

Nonne

(Lymantria monacha)

I Europa er nonnen den mest frygtede sommerfugl i fyr og gran, da den kan afløve store områder. Sammen med typograf er populationen af nonnen blevet moniteret i årrække, men der har ikke været alvorlige udbrud af nonne i Danmark siden de store angreb i 1973-74 på gran og 1979-81 på fyr.

Det første angreb startede i 1971 og var dengang en mindre sensation, idet nonne ikke var bemærket i Danmark siden 1902. Bekæmpelse sker kun ved massive angreb over store områder, og der bruges et smalspektret og relativt harmløst middel, som typisk spredes med fly.

Typograf

(Ips typographus)

Barkbillen typograf er det mest skadelige insekt i nåleskoven. Angreb optræder typisk i varme tørre somre efter stormfald.

Andre barkbiller

chalcograf (Ips chalcographus)

stribet vedborer (Trypodendron lineatum)

lærkebarkbille (Ips cembrae)

Udover typograf findes også andre barkbiller som chalcografe, lærkebarkbille, jættebarkbille og stribet vedborer. Sidstnævnte går kun på fældede træer og har ikke betydning for nåleskovens sundhed, men derimod for kvaliteten af tømmeret og i sidste ende skovejerens økonomi. Alle barkbiller medbringer de såkaldte blåsplintsvampe, som misfarver det yderste ved på stammerne. Deres angreb kan nedsætte værdien af de fældede træer.

Chalcografen minder i levevis om typografen, men den går på mindre træer og er ikke så aggressiv. Lærkebarkbillen var indtil 2008 kun fundet i Nordsjælland midt i 1990'erne, men blev bekæmpet med sanering af angrebne bevoksninger.

Jættebarkbillen

(Dendroctonus micans)

Jættebarkbillen er i nogle år eller i visse områder et alvorligt skadedyr på sitkagran, men kan også angribe rødgran. Der var særligt kraftige angreb af jættebarkbillen i sitkagran i 1986-88. I 2007 og 2008 er der observeret udbredte angreb efter stigende forekomst af billen de foregående år.

Modsat de øvrige barkbiller er jættebarkbillen i stand til at angribe helt sunde træer. Den kan klare træets forsøg på at drukne den i harpiks. Symptomet på angreb er faktisk små tragte af harpiks nederst på stammen. Her kravler billen ud og ind. Harpiksen bliver blandet med smuld fra billens gnav under barken og kommer til at ligne brændte mandler. Træerne dør normalt ikke af angrebet, da der kun er få biller på hver stamme. Det anbefales ikke at fælde de angrebne træer, idet tynding somme tider kan øge problemet.

Sitkabladlus

(Elatobium abietinum)

Sitkabladlus er den væsentligste bladlus på gran (Picea arter). Efter milde vintre og lune forår kan den forårsage et kraftigt nålefald i sitkagran og hvidgran. Men også blågran og andre prydgraner kan blive afnålede, og specielt blågran kan have en stor opformering af bladlusene.

De fleste andre bladlus suger på de nye nåle, men sitkabladlus suger på de gamle nåle. I sjældne tilfælde ses bladlusene på de nye nåle om efteråret.

Det er meget karakteristik for angreb af sitkabladlus, at det kun er nålene fra sidste år, som bliver brune og falder af, mens de nye nåle fra foråret er grønne. Antallet af sitkabladlus topper i maj-juni og falder derefter brat, så man kan ikke finde dem om sommeren.  Skader pga sitkabladlus er tidligere set i 1973-75, 1983, 1989, 1993, 1998 og 2004.

I 2007 var angrebet usædvanligt omfattende, da efterår og vinter var milde og foråret varmt. I år med meget store mængder sitkabladlus bliver selv rødgran afnålet. Ved ekstraordinært store angreb kan enkelte træer dø, hvilket skete i 1957, hvor sitkagran på næringsfattige jorde somme tider bukkede under.

I 2007 blev angreb på rødgran og spredt død af hvidgran i læhegn også observeret, men problemet var som sædvanligt størst på sitkagran. Normalt optræder der ikke alvorlige angreb to år i træk. Imidlertid var der igen voldsomme angreb af sitkabladlus i 2008.

Alm. ædelgranlus

(Dreyfusia nordmanniana)

Alm. ædelgranlus er en alvorlig skadevolder på de fleste ædelgranarter. Bladlusens sugning på nålene får dem til at krølle, hvilket især er et problem ved dyrkning af nordmannsgran juletræer. Her er bekæmpelse ofte nødvendigt.

Angreb af alm. ædelgranlus i skovbruget var særligt hyppige i slutningen af 1990'erne, men er ikke noget alvorligt problem.

Bladlus på stammer

ædelgranstammelus (Dreyfusia picea)

brun ædelgranbladlus (Cinara confinis)

bøgegrenbladlus (Lachnus pallipes)

Trods navnet suger mange bladlus på barken af træer, enten på kviste og grene eller på stammerne. Ofte kaldes de stammelus, uldlus eller skjoldlus. De to sidstnævnte beskytter sig med totter af voksråde eller skjolde.

Som regel er bladlusene mere et æstetisk problem, end en trussel mod træernes sundhed, men der er eksempler på, at invasive arter gør stor skade.

F.eks. ædelgranstammelus i USA, hvor bladlusen kaldes for "Balsam Woolly adelgid", fordi den skadede store områder med balsamgran (Abies balsamea), efter at den var blevet indslæbt. Udover balsamgran kan frasergran (Abies fraseri) og andre nordamerikanske ædelgranarter blive helt forkrøblede af bladlusenes sugning på skuddene. Dette giver problemer med at dyrke dem som juletræer.

I Europa kan ædelgranstammelus give hvide belægninger på stammer af ældelgranarter, og hvis træerne er stressede af andre faktorer, kan bladlusangrebet være et problem.

Brun ædelgranbladlus er en anden stammelus, som er set som skadevolder i nordmannsgran juletræer. Den sidder i store kager på skudaksen.

Bøgegrenbladlus suger på to år gamle eller ældre grene af bøg og kan være et problem på hækplanter. Bladlusene er ret store, gulbrune og har lange ben med mørke områder. Der er ofte myrer til stede, for de malker bladlusene for honningdug og vogter dem mod fjender.

Skjoldlus

kongeskjoldlus (Pulvinaria regalis)

bøgeskjoldlus (Cryptococcus fagisuga)

Kongeskjoldlus er en ny bladlusart, som blev fundet første gang herhjemme i 2006. Den suger på stammer, grene og blade af forskellige løvtræer. Kongeskjoldlus kan betragtes som en invasiv art.

Bladlusen kommer oprindeligt fra Asien. Den etablerede sig i Centraleuropa, men har nu bredt sig længere nord på fx til de britiske øer og i Skandinavien. Arten anses for varmeelskende. Den dukker først op i byerne, hvor gennemsnitstemperaturen ligger op til et par grader højere end det omgivende land.

Skjoldlusenes skade på træerne anses for begrænset. De udgør først og fremmest et æstetisk problem. Desuden udskiller de honningdug, som kan være generende for genstande placeret under træerne.

Bøgeskjoldlus suger på stammen af bøg. Angreb blev især bemærket i de tørre somre 1975-1977. Store mængder bøgeskjoldlus ses som et tegn på, at bøgen har alvorlige problemer med vandbalancen, men angrebet medvirker også til at give træerne problemer.