Svampe

Vednedbrydende svampe

Skader

Svampe på løvtræer, især bøg

Kæmpeporesvamp (Meripilus giganteus)

Tøndersvamp (Fomes fomentarius)

Lakporesvampe (Ganoderma arter)

Skællet stilkporesvamp (Polyporus squamosus)

Kulsvamp (Kretschmaria deusta)

Visse svampe optræder ofte på ældre løvtræer i skove, parker, private haver og på vejtræer. Svampene nedbryder rødder eller stamme, og når styrken i veddet forsvinder, kan angrebne træer bryde sammen. Dette kan være til fare for omgivelserne.

Hvis man opdager en af disse svampe på sit træ, bør man overveje at få træet fældet eller på anden måde reducere risikoen for, at det vælter eller knækker. Man skal ikke gå i panik, blot fordi man ser en svamp på jorden omkring træet eller på stammen. Hvis man ikke selv kan afgøre, hvilken svamp der er tale om, bør man få rådgivning hos sagkyndige.

Kæmpeporesvamp (også kaldet kæmpe-knippeporesvamp) spiser træernes rødder. Den er fremme i sensommeren eller om efteråret. Hvis der er mange frugtlegemer eller træets krone ser dårlig ud, er træet kraftigt angrebet.

Kronesymptomer kan være et tegn på at træet er svækket af f.eks. svampeangreb.

Tøndersvamp optræder som regel kun i skove, hvor den er gunstig for biodiversiteten, herunder hulrugende fugle. Træer med tøndersvamp knækker ret hurtigt på det sted på stammen, hvor svampene sidder.

Lakporesvampe omfatter flere arter, der typisk sidder ved foden af løvtræer. Et træ kan stå i mange år med et enkelt frugtlegeme, men pludselig bryder svampen frem flere steder på stammen, eller træet knækker lige over jordoverfladen.

Skællet stilkporesvamp kommer næsten altid frem i gamle sår på stammen, der hvor man har skåret en stor gren af. Så længe svampen kun sidder i det oprindelige sår, er skaden ikke så stor. Men efter mange år kan træet være helt råddent indvendigt.

Kulsvamp er den farligste af disse svampe, fordi den er svær at få øje på. Den sidder som nogle sorte, kulagtige plamager nederst på stammen, ofte skjult mellem rodudløb. Når svampen kommer frem flere steder på stammen, er træet kraftigt angrebet og kan knække lige i jordoverfladen.

De fleste vednedbrydende svampe spiser det inderste af træet først, her kulsvamp på bøg.

Rodfordærver (Heterobasidion annosum)

Af alle svampe i de danske skove giver rodfordærver de alvorligste økonomiske skader. Svampen har kun betydning i den forstligt drevne nåleskov, mens den er sjælden i naturskove. Det er fordi, den er specialist i at etablere sig på friske stød, som opstår, når man fælder nåletræer. Rodfordærver angriber næsten alle slags nåletræer, men de fleste skader ses i rødgran, da det er vores mest anvendte nåletræ.

Råd i træerne

Det værste ved rodfordærver er, at den laver råd højt op i nåletræernes stamme. Den rådne stamme kan ikke sælges til tømmer eller papirfremstilling, men kun som brænde eller flis. Som rodfordærverens navn antyder, er den også årsag til rodråd. Kraftigt råd i trærødder gør, at træerne lettere vælter i storm. Træer med rådne rødder betyder ustabile bevoksninger og dårlig mulighed for at forynge nåleskoven med mere naturnære metoder. Endelig slår svampen små nåletræsplanter ihjel, hvis de plantes tæt ved gamle stød, hvor svampen sidder. Særligt modtagelige nåletræer som fyr og nobilis kan endda dræbes af svampen helt op til 30 års alderen.

Hvordan angriber rodfordærver?

Rodfordærver er et godt eksempel på, at man skal udforske svampens biologi, før det er muligt at bekæmpe den. Rodfordærver var kendt som et alvorligt problem i nåleskoven i næsten 100 år, før man fandt ud af, at friske stødflader var indfaldsvejen. Rodfordærveren smitter med sporer, som kastes hele året, undtagen i frostvejr og langvarig tørke. Sporene flyver af sted med vinden. Når sporene lander på overfladen af et frisk stød, kan svampen kolonisere stødet. Hvis stødets rødder er i kontakt med andre træers rødder, vokser rodfordærveren videre over i de stående træer. Her laver den misfarvning og råd langt op i stammen. Rodfordærveren kan kun leve i stød, rødder og stammer af nåletræ. Den kan ikke vokse direkte gennem jorden, modsat f.eks. honningsvamp.

Bekæmpelse af rodfordærver

Kombinationen af rodfordærverens manglende evne til at vokse direkte i jorden og den effektive stødsmitte er grunden til, at angreb af svampen kan forebygges. Dette gøres ved at smøre stødet med et middel, som forhindrer rodfordærveren i at etablere sig. Udviklingen af effektive, billige og miljøvenlige metoder til bekæmpelse af rodfordærver tog dog over 30 år, fra man opdagede, at den kom ind i træerne via stød.

Honningsvamp

ægte honningsvamp (Armillaria mellea) er mest udbredt i de gamle skovegne, hvor den lokalt kan angribe alle arter af løvtræ, men ikke nåletræ.

mørk honningsvamp (Armillaria ostoya) optræder som parasit i nåletræ, hvor den laver råd i rødder og forneden i stammen.

køllestokket honningsvamp (Armillaria gallica eller A. lutea) er den almindeligste art og findes som vednedbryder i de fleste skove.

I Danmark har honningsvamp har været kendt som en skadevolder i kulturer og på ældre træer i over hundrede år. Indtil for 30 år siden var der dog delte meninger om dens optræden og udseende. Nogle skovfolk og forskere beskrev den som en normalt uskadelig vednedbryder, der af og til angreb levende træer. Andre mente, at den var en aggressiv parasit på nåletræer eller løvtræer. Nogle beskrivelser fremhævede, at svampens specielle rodlignende mycelstrenge, rhizomorfer, var overalt i skovbunden, mens andre mente, at honningsvamp mest voksede fra rod til rod.

Honningsvamp fik sit navn pga. de brungule farver på hatten, men mange af de andre kendetegn ved svampen varierede utroligt meget. Stokken kunne være lang og tynd, eller kort og tyk forneden. Skællene, som pryder både hat, stok og den hvide ring om stokken, var nogle gange mørkebrune og kraftige, andre gange spinkle og gullige. Honningsvamp kunne optræde i store klynger overalt i skovbunden eller sidde som en lille gruppe paddehatte på et sygt løvtræ eller en rådden nåletræstub.

Løsningen på mysteriet om det varierende udseende og forskelligartede optræden kom først i 1978, da undersøgelser i laboratoriet viste, at der i virkeligheden findes 5 honningsvamp arter i Europa. Heraf er de tre almindelige i Danmark: Ægte honningsvamp, mørk honningsvamp og køllestokket honningsvamp.

Det er typisk køllestokket honningsvamps frugtlegemer, som visse år optræder overalt på skovbunden i løvskove i september-oktober måned. Svampen vokser nemlig gennem jorden med lange, rodlignende strenge, kaldet rhizomorfer. Den lever mest af dødt ved, men hvis træerne svækkes af andre årsager, får den mulighed for at angribe de levende træer. Derfor betegnes den som en svækkelsesparasit, mens de to andre honningsvamparter er rigtige patogener, der kan angribe rødder på sunde træer.

Angrebet af mørk honningsvamp i nåletræ går højst 1 meter op i stammmen og er derfor ikke så økonomisk betydende som rodfordævers råd.

Eksempler på angreb af køllestokket honningsvamp på svækkede træer ses i ask som følge af asketoptørre, samt efter afløvninger af eg.

I starten og slutningen af 1990’erne så man døde ege hist og her i mange ældre egebevokninger (60-100 år). Undersøgelser viste, at dødsårsagen oftest var angreb af honningsvamp ved basis af stammen.

Andre årsager var dog medvirkende til, at det gik galt, da det sandsynligvis var køllestokket honningsvamp, som angreb træerne. Indfaldsvejen for svampen var barkrevner, som opstod i forbindelse med hård frost i senvinteren 1986/87. Afløvning gjorde det værre

Et par år senere (1989) blev egene afløvet af sommerfugle-larver. På svækkede træer bredte honningsvampen sig i de følgende år under barken, hvor vækstlaget (kambiet) blev dræbt. Svampen gik også ind i veddet, hvor der opstod råd. Disse træer døde i starten af 1990’erne. Andre træer afviste angrebet, og honningsvampen måtte nøjes med at sidde i en lille lomme af barken og vente.

Igen angreb af sommerfuglelarver

I 1996-97 var der igen omfattende afløvninger af eg især forårsaget af lille frostmåler (Operophtera brumata), samt andre sommerfuglearter. Afløvningerne medførte en alvorlig svækkelse af de ramte ege. Det kan man se ved, at afløvede træer har meget smalle årringe i 1996-97, bl.a. fordi de måtte bruge deres energi på sommerskud som erstatning for den tabte bladmasse. Sommerskuddene angribes i øvrigt hyppigt af egemeldug.

Denne svækkelse blev udnyttet af honningsvampen, som bredte sig under barken og dermed dræbte træerne. I slutningen af 1990’erne meldte skovene derfor atter om døde egetræer. Der var også træer med dårlig krone, hvor de hvide faner af honningsvampens mycelium kunne findes i barken. Disse træer blev afskrevet som døende. Imidlertid var de øvrige vækstbetingelser for eg så gode i årene 1999-2002, at mange af træerne kom sig. Men selv 10 år efter at egene blev afløvet, er der stadig træer, som dør hist og pist.

Svampe på blade

Skader

Meldug

Der findes meldug på f.eks. eg, bøg, ær, spidsløn, tjørn, hassel, pil, poppel og ask. Meldugsvampe er specialister, hvor hver svampeart kun kan angribe en enkelt planteart eller slægt. Meldug på eg kan derfor ikke smitte bøg og omvendt.

egemeldug (Microsphaera alphitoides)

meldug på ær / ahorn (Uncinula bicornis og U. tulasnei)

meldug på bøg (Phyllactinia guttata)

Meldug er især kendt som skadelige på korn eller prydplanter, f.eks. roser, men mange løvtræer angribes også af meldug. Svampen ses som et hvidt lag af mycelium og sporer på blade. Meldugsvampe snylter på levende celler uden at slå dem ihjel. Faktisk udskiller de ofte plantehormoner for at holde vævet ungt. Dette kan vise sig om efteråret som "grønne øer" på gule blade, hvor det altså er de grønne områder, som er syge.

Egemeldug

Egemeldug er en af de få invasive plantesygdomme, som er kommet til Europa fra en anden verdensdel. Dette skete allerede i begyndelsen af 1900-tallet, og herefter bredte svampen sig lynhurtigt. Nu tænker man sjældent over, at den ikke hører naturligt til i Danmark.

Hvordan ser meldug ud ?

Svampen smitter først de unge blade om foråret. Her ses dog sjældent ret mange symptomer. Når sommerskuddene springer ud, er egemeldug imidlertid klar til at brede sig. På sommerskuddene ses nu den karakteristiske hvide belægning, melduggen, som er svampens mycelium og de vegetative sporer. Myceliet sender særlige hyfer ned i bladet og suger næring fra cellerne.

Meldugsvampe kan kun være aktive, så længe bladene laver fotosyntese og dermed næring. Sidst på sommeren begynder melduggen at lave frugtlegemer, som er små, runde kugler (1 mm). Når bladene falder af, må svampen overvintre som frugtlegeme, indtil værten igen springer ud. I nogle tilfælde kan meldug dog også overvintre som mycelium i knopperne.

Sommerskud

Egen danner især sommerskud på små planter, stødskud og unge træer op til ca. 30 år. Ældre træer danner kun sommerskud, hvis de mister blade ved f.eks. afløvninger. Egen skades sjældent af, at egemeldug tager næring fra bladene, selvom det kan være en ekstra stressfaktor efter afløvninger.

Følgeskader

Det største problem er, at svampens hormoner kan hindre en afmodning af skuddene om efteråret. Så fryser skuddene tilbage, hvis der kommer en tidlig frost. I egekulturer betyder det bl.a. en dårlig form, og at planterne er længere tid om at komme op i en højde, hvor de ikke længere er i fare for at blive bidt af vildtet eller skadet af frost.

Bladsvampe på ær

ærens rynkeplet (Rhytisma acerinum)

hvid ahornbladplet (Cristulariella depredans)

brun ahornbladplet (Pleuroceras pseudoplatani)

Ær er en træart med flere forskellige bladsvampe. Udover meldug findes der tre svampe, som laver sorte, hvide eller brune pletter på ær: ærens rynkeplet, hvid ahornbladplet og brun ahornbladplet. Selvom bladene kan være helt oversåede med pletter og dermed må have nedsat fotosyntese, regnes de forskellige svampe dog ikke som skadelige for ær.

Svampe på nåle

Skader

Nålesvampe på Picea

rødgran-stribesvamp (Lirula macrospora)

gran-sprækkesvamp (Lophodermium piceae)
sodskimmel (Rhizosphaera kalkhofii)
grangyldenrust (Chrysomyxa abietis)

Der findes en lang række svampe, som lever på nåle af gran, fyr, ædelgran og de andre nåletræer. Som regel har de ikke den store betydning, medmindre træerne skal bruges til juletræer eller pyntegrønt. I tætte bevoksninger, i kulturer, under særlige vejrforhold eller hvor træerne er svækkede af andre årsager, kan nålesvampene dog have betydning for træernes sundhed.

På gran (Picea) er de mest almindelige nålesvampe: rødgran-stribesvamp, gran-sprækkesvamp, granens sodskimmel og grangyldenrust. Angreb af disse svampe ses mest i 10-20 årige, tætte bevoksninger eller på granarter, der dyrkes som prydtræer f.eks. blågran.

Svampeangrebet får nålene til at blive brune og falde af. Skaden på træerne er begrænset, men svampene kan give problemer med udseendet i juletræer og på træer i haver og parker.

Nålesvampe på Abies

Sydowia polyspora (røde nåle eller CSNN)

ædelgran-nålefiltsvamp (Herpotrichia parasitica)

ædelgran-sortprik (Delphinella abietis)

ædelgran-stribesvamp (Hypodermella nervisequia)

Røde nåle på nordmannsgran som følge af svampeangreb i kombination med visse klimatiske forhold.

På ædelgran (Abies) er nålesvampe mest et problem i dyrkningen af nordmannsgran til juletræer og pyntegrønt, men svampene kan også optræde i selvforyngelser og unge bevoksninger af skovtræet almindelig ædelgran (Abies alba).

De fleste nålesvampe er særligt problematiske i år med høj nedbør, samt i tætte bevoksninger fordi dette begunstiger smitte. Alle svampene får nålene til at blive brune og falde af.

Sydowia polyspora, som giver røde nåle på nordmannsgran og nobilis, er den alvorligeste skadevolder blandt svampene. Udover rustsvampe optræder ædelgran-nålefiltsvamp, ædelgran-sortprik og ædelgran-stribesvamp af og til.

Rustsvampe

Skader

ædelgran-gederamsrust (Pucciniastrum epilobii)

ædelgran-seljepilrust (Melampsora abieti-capraearum)

Rustsvampe har en kompliceret livscyklus, hvor de værtskifter mellem to forskellige træarter eller mellem en træart og en urt. Rustsvampe er biotrofer, dvs. de kan kun leve på de værter, som de parasiterer. Ofte dør vævet, når svampen har forladt det

Ædelgran-gederamsrust optræder især et par år efter større stormfald, når gederams har bredt sig på stormfaldsarealer.

Ældergran-seljepilrust forekommer sjældent, men ses af og til tæt på læhegn med seljepil (Salix caprea).

grangyldenrust (Chrysomyxa abietis)

enetungerust (Gymnosporangium sp.)

Enetungerust (Gymnosporangium sp.) værtskifter mellem enebær (Juniperus) og enten tjørn eller pære. På pære kaldes sygdommen pæregitterrust og giver orange pletter på bladene.

På enebær er skaden den samme uanset Gymnosporangium art. Barken bliver opsvulmet, hvor de orange sporehobe kommer frem.

Efter nogle år kan barken dø, og alt ovenfor dette sted visner så efterfølgende pga. vandmangel. Herved får enebærbusken typisk døde kviste hist og her, men den dør ikke af svampeangrebet