Æstetikken er dét bindeled, der mest direkte og ufiltreret forbinder os mennesker med naturen. Æstetik betyder nemlig tilegnelse gennem sanser. Det vil sige, at det er i æstetikken, at vi møder vores omverden. Her betyder æstetik altså ikke, om noget er pænt endsige skønt, sublimt eller pittoresk. Det betyder ganske enkelt, at vi som mennesker forbinder os med omverdenen i det kropslige, sansegivne møde med den. Det vil sige gennem berøring, lugte, lyde, smag, og selvfølgelig gennem synet, som ofte tildeles pladsen som konge i sansehierarkiet. Med til den æstetiske tilegnelse af omverdenen hører kroppen i bevægelse. Når vi bevæger kroppen og bevæger os, bringer vores sanser os i kontakt med omverdenen på en særlig kompleks måde, hvor vores bevægeapparat i sig selv bliver en kilde til at mærke verden. Man mærker gennem sine fødder terrænets beskaffenhed, og når man bevæger sig gennem store og små rum, åbne og lukkede rum, påvirker dét, vi netop har oplevet oplevelsen af det næste og tilegnelsen udspiller sig i et tidsligt forløb. Men æstetik har også noget med skønhed at gøre. Det er gennem den æstetiske tilegnelse af naturen med dens farver, former og dufte, at naturen og kunsten så at sige når hinanden. Derfor kommer vi heller ikke uden om den del af kunstteorien, som omhandler mødet med natur.
Triaden af menneske, natur og æstetik er måske et af de mest grundlæggende, komplekse og dynamiske forhold, vi mennesker indgår i. Det spiller også ind i natur-kultur-forholdet, som af nogle synes forældet, men af andre hævdes at udgøre et tematisk ledemotiv i debatter på tværs af fagområder, fordi det potentielt bygger bro mellem natur-, social- og humanvidenskaberne. Vi er med andre ord langt fra at fra at tale om æstetik som kunst for kunstens skyld og om æstetisk som en filosofi om den gode smag.
Dette kapitel kredser om den sansede natur og de komplekse og historisk betingede aspekter ved vores æstetiske relation til naturen, som er konstituerende for den måde, vi i dag former vores omgivelser på. Landskabsarkitekturen – som netop former vores omgivelser og er min faglighed – har en særlig status. Den har nemlig naturen som både sit materiale og sit emne, og er som æstetiseret natur, landskab, på en og samme tid både genstand og omgivelser.