Dansk arkitektur bliver ofte fremstillet som værende i besiddelse af nogle særlige træk, der gør, at man kan tale om en dansk arkitekturtradition, hvor en humanistisk tilgang til arkitekturen sammen med en stærk tilknytning til udviklingen af velfærdssamfundet står i centrum. Dansk arkitekturhistorieskrivning har haft en afgørende betydning for denne forståelse. I denne artikel bliver det belyst, hvordan en dansk arkitekturhistoriker har været med til at skabe en stærk selvforståelse og en forestilling om faglig samhørighed blandt danske arkitekter.