En gang var det dirrende, mødet mellem havet og de lollandske landmasser. I dybe fjorde, på salte enge og nor vævede land og vand sig ind og ud af hinanden. Men ambitionerne om landbrugsjord, sikkerhed og tørre transportveje har betydet et utal af indgreb i kystzonens tidligere så dynamiske virkelighed. Allerede fra 1800-tallets begyndelse inddæmmede man ivrigt, og det spraglede fjordlandskab blev støt forsøgt kittet sammen. Det geografisk mest udstrakte greb var dog reaktionen på stormfloden i 1872. Samtidens svar var at opbygge det 63 km lange lollandske dige, der fortsat strækker sin massive krop fra Nakskov i vest mod Keldskov i øst. De dynamiske fjorde blev udvisket bag volde af jord, og det flade, udstrakte Lolland kunne monotont spejle sig i himlen.