Skovfyr - Pinus sylvestris – Københavns Universitet

Skovfyr - Pinus sylvestris

Dansk navn:
skovfyr

Videnskabeligt navn:
Pinus sylvestris

Familie:
Pinaceae (granfamilien)

Højde:
Til 30 m

Blomstring:
Sent maj til tidlige juni

Hjemegn:
Fra Nordnorge i nord til Kaukasuses i syd og fra Skotland i vest igennem Nordeurasien næsten til Stillehavet
 

Pinus sylvestris Pinus sylvestris
Pinus sylvestris


Den 60 år gamle Pinus sylvestris på billedet kan findes nær Søvejen i Arboretets Europæiske nåletræsamling i kvadrat: 1407, position 1524. Træet er en podning  fra den sidste overlevende Danske skovfyr på Læsø.

Plantebeskrivelse:
Slægten Pinus omfatter cirka 110 arter. Den største diversitet i slægten findes i Mexico. Slægtens naturlige udbredelsesområde på den nordlige halvkugle er meget bredt, men den forekommer også lige syd for ækvator på Sumatra (Pinus merkusii). Alle fyrrearterne er stedsegrønne og forekommer som buske, små træer eller store træer op til 55 m i højden. Nålene på de voksne træer sidder på korte skud. Nålene sidder i bundter (kortskud) typisk to, tre, eller fem per kortskud, men der kan også findes 1, 4 og 8 nåle på visse arter. Frø fra nogle fyrrearter er spiselige og har været en betydningsfuld kilde til mad for både mennesker og dyr i nogle dele af verden. Vedet fra fyrrearter er af største økonomiske betydning.  

Arboretets samling omfatter 33 forskellige arter og der findes 123 eksemplar af Pinus sylvestris.  De Pinus sylvestris der optræder i vores samling dækker et område fra 40°N til 69 oN, og fra 3 oW til 129 oE.  Træerne  i vores samling illustrerer en stor forskellighed i tilvækst afhængig af breddegrad.  I Norge strækker denne art sig op til 71 oN og er hermed den  mest nordlige af alle fyrrearter. 

Pinus sylvestris kræver lys og er meget anvendelig i haven og i skoven på de næringsfattige lokaliteter. I mindre haver kan skovfyr beskæres som fyrrearter i japanske haver. Der findes nogle langsomt voksende former og provenienser. I store gamle haver  har irregulære eksemplarer været brugt som dramatiske punkter og som giver af moderat skygge. Skovfyr er specielt brugbar som overstander til værn for andre planter i haven. Den orange eller rødlige bark på de øvere dele af stammen virker specielt attraktiv. 

Skovfyr var engang et udbredt element i de naturlige skove i Danmark. For cirka 900 år siden blev den meget sjælden. Skovfyrren er siden blevet genindført mange steder og trives godt. Den sidst overlevende danske skovfyr (Bangsbofyren) findes på Læsø. Alle større fyrretræer blev fældet til udvinding af salt.  En af de sidste frøplanter blev gravet op og plantert på en gård, hvor den overlever i dag.  Denne sidste overlever har leveret podningsmateriale som siden har udviklet til et smukt træ i Arboretets samling (se fotograf).  

Nålene sidder parvis. De er tit snoede og blågrønne I farven.  Den orange, flagede bark på den øverste del af stammen er et godt kendetegn. I Hørsholm Arboretet varierer nålenes længde fra 2 til 9 cm.  Breddegraden af de frøkilderne (provenienserne) påvirker nålelængden; nålene er kortere på de nordlige og sydlige frøkilder medens de intermediære har de længste nåle. Blomstringen forekommer fra sent maj til tidlig i juni med citrongule hanblomster og mørkt røde hunblomster på spidsen af de nye skud. 

Referencer:
Farjon, A. 2001. World Checklist and Bibliography of Conifers. Royal Botanic Gardens, Kew publishers. 309 pp.

Rushforth, K. 1999. Trees of Britain and Europe. Harper Collins Publisher. Pp 1135-1136